Uffe Ellemann-Jensen:

  • Posted on: 13 January 2018
  • By: Jens Mørch

Hvornår hørte du første gang om Solidarnosc? Jeg hørte første gang om Solidarnosc i sommeren 1980. Jeg fulgte ivrigt med i den internationale presses beskrivelse af begivenhederne i Polen – især The Economist.
Hvor meget vidste du om det polske folks levevilkår i 1980? Jeg var ganske godt orienteret om forholdene i Polen. Jeg havde rejst en del i Polen sidst i 60’erne, hvor jeg havde fået en del personlige kontakter. Jeg havde studeret planøkonomi som udvidet fag ved mit polit-studium på Københavns Universitet og havde som reserveofficer arbejdet nogle år i Forsvarets Efterretningstjeneste, hvor jeg specielt interesserede mig for forholdene i Polen.
Så jeg mener nok alt i alt, at jeg var bedre orienteret end de fleste. Men det var de personlige indtryk på stedet, som satte sig. De kummerlige levevilkår, de lange køer og folks skræk for systemet og for hinanden gjorde et stort indtryk på mig.
Hvad tænkte danskerne om polakkerne dengang? Den officielle danske holdning til Solidarnosc og begivenhederne i sommeren 1980 blev jo udtrykt af den daværende socialdemokratiske regering, hvor både statsminister Anker Jørgensen og udenrigsminister Kjeld Olesen kom med udtalelser om, at nu skulle de polakker lade være med at stramme buen for meget.
Tankegangen var åbenbart, at polakkerne forstyrrede den balance, hvor vi andre bekvemt kunne nyde vores frihed under den amerikanske atomparaply. Og det var desværre en meget udbredt holdning blandt efterretningsofficer, journalist, forfatter, partiformand, udenrigsminister og leder i erhvervslivet.
Man ville ikke have forstyrret den falske idyl. Det, syntes jeg, var en dybt forargelig og foragtelig holdning.
Hvad tænkte du? Min egen holdning var, at de frihedselskende polakker fortjente al den moralske og praktiske opbakning, vi andre kunne give dem. Jeg var allerede dengang meget optaget af Polens historie – de tre delinger, der senest havde fjernet Polen fra landkortet i 130 år frem til 1920, og Polens grumme skæbne under Anden Verdenskrig, hvor Hitler og Stalin igen delte det ulykkelige land mellem sig, og så indlemmelsen i den sovjetiske interessesfære, da Stalin brød alle aftaler, mens Vesten så til.
Jeg var ikke i tvivl om, at polakkernes frihedstrang kunne skabe store problemer for den europæiske stabilitet – men følte stærkt, at vi ikke kunne tillade os bare at lade polakker, tjekker, ungarere og så videre betale for vores frihed ved at være tvunget ind i et fængsel bag jerntæppet. Og jeg var dybt påvirket af den polske filosof Stanislaw Jerzy Lec, som sagde, at han nok kunne leve med et »adgang forbudt«, men ikke med et »udgang forbudt«.
Hvad er det mest bemærkelsesværdige i det dansk-polske forhold?
Det mest bemærkelsesværdige i det dansk-polske forhold er, at vi fra at have været officielle fjender under den Kolde Krig – hvor Polen jo udgjorde en massiv militær trussel mod Danmark, sådan som rollerne var fordelt af Sovjetunionen – nu er blevet nære partnere i NATO og EU.
Der er så meget at indhente fra alle de spildte år. Og det er dejligt at opleve, hvordan der samarbejdes på mange felter – selv om vi også i Danmark finder den navlebeskuende angst for, at »den polske blikkenslager« kommer og tager arbejdet fra danskere.
Vi burde tage imod ham med åbne arme! Og det kommer vel også efterhånden?
Har du støttet Solidaritet?
Ikke direkte – men i mine år som udenrigsminister (fra 1982 til 1993) havde jeg mulighed for ved mange lejligheder at tale Polens og de frie fagforeningers sag, både i internationale forsamlinger og i bilaterale kontakter med de daværende polske regeringer.
Jeg havde også den glæde at mødes med Lech Walesa ved flere lejligheder, også før han blev præsident – og ses i dag jævnligt med flere af de andre store skikkelser fra Solidarnocs’ begyndelse, for eksempel Bronislaw Geremek, der en tid var udenrigsminister.
Første gang jeg besøgte Walesa (i Gdansk) havde jeg en pibe og nogle fiskeblink med til ham – for jeg vidste, at vi havde samme interesser!
Hvad har polakkerne betydet for de kommunistiske regimers sammenbrud i Østeuropa og Sovjetunionens kollaps efter din mening?
Polen spillede en helt afgørende rolle, for det var her, det hele begyndte for alvor: Først Gdansk i 1980, så rundbordssamtalerne og den første ikke-kommunistiske regering i 1989 – og så rullede det hele.
Jeg var på besøg i Warszawa i november 1989, da det begyndte at brede sig til Prag – og fulgte det time for time hos den polske udenrigsminister Skubiszewski. En bevægende oplevelse!