Per Nyholm:

  • Posted on: 8 December 2017
  • By: Jens Mørch

Hvornår hørte du første gang om Solidarnosc? Jeg kan ikke præcist sige, hvornår jeg første gang hørte om Solidaritet, men det må have været i 1980 kort efter min ankomst til London som Jyllands-Postens korrespondent.
Hvor meget vidste du om det polske folks levevilkår i 1980? Jeg havde efter et første besøg i Polen midt i 1960’erne en generel og utilstrækkelig viden om en fattigdom og en tilbageståenhed, der forekom mig forbløffende i betragtning af det billede, jeg havde af Polen i 1920’erne og 1930’erne som en stor, forholdsvis velstående, europæisk stat – ikke rig som Tyskland eller Frankrig eller Storbritannien eller de skandinaviske lande men dog nogenlunde udviklet efter sine mange tragiske år under russisk, prøjsisk og østrigsk herredømme – et land med en solidt forankret bondekultur, med ganske megen industri og med store, interessante byer som Warszawa, Krakow, Gdansk, Szczecin og Wroclaw.
Mit første besøg endte med, at jeg blev tilbageholdt af politiet, fordi jeg talte med nogle tiggere foran en kirke i Szczecin.
Der skete mig intet ubehageligt, men derefter kunne jeg ikke få visum, så selv som udenrigsredaktør på Aktuelt (1974-80) var jeg afskåret fra at besøge Polen.
Først i 1986, da jeg flyttede fra London til Wien for dér at åbne Jyllands-Postens Centraleuropa-kontor, fik jeg visum til Polen og konstaterede nu en meget alvorlig national deroute, en omfattende kynisme, men også – til min store opmuntring – en udbredt foragt for myndighederne.
Da Solidaritet fulgte, var jeg ikke overrasket. Jeg kendte polakkerne som oprørske og stejle nationalister både under den russiske tsar og under det sovjetiske regime, denne holdning var og er en grund til min respekt for polakkerne.
Hvad tænkte danskerne om polakkerne dengang?
Jeg tror ikke, at danskerne i 1980’erne tænkte på Polen eller polakkerne i nævneværdig grad. Regeringskredse og militærkredse gjorde naturligvis, men danskerne i almindelighed næppe.
Polen var et langt fjernere land end Thailand eller Marokko. Sovjetunionens fremadskridende krise og Solidaritet skulle ændre på dette. Dog var der en vidt udbredt fornemmelse på både højre- og venstrefløjen af, at Sovjetunionen ikke kunne fjernes, og at Solidaritet optrådte ufornuftigt, uden sans for magtbalancen mellem øst og vest.
At polakkerne havde en anden dagsorden – dén, at de ville genvinde deres nationale selvstændighed, hvilket var deres gode ret – blev i disse politiske kredse betragtet med en blanding af skepsis, vrede og foragt. Man mente dybest set, at de satte verdensfreden på spil, og man opfattede indledningsvis Solidaritet som et forstyrrende og farligt element.
Danskerne støttede ikke kommunisterne – det har de aldrig gjort – de ville bare ikke have ballade. Egentlig kan man vel sige, at Vesten ønskede fred, mens Østen ønskede frihed. Begejstringen for Solidaritet og for Lech Walesa og hans folk kom langt senere – da de havde vundet.
Da Jaruzelski slog til med sin krigsretstilstand, var harmen dog stor, og det er mit indtryk, at i hvert fald fagbevægelsen prøvede på at hjælpe.
Hvad tænkte du? Jeg var meget optaget af udviklingen i min egenskab af journalist. Jyllands-Posten var dengang en mindre avis end i dag og havde ikke en medarbejder i Centraleuropa, så jeg begyndte uopfordret at rapportere, så godt som det nu var mig muligt, om Polen og polske anliggender set fra London.
Her kom jeg i forbindelse med diverse eksilpolakker, blandt dem Leszek Kolakowski, der forsøgte at undervise mig og medvirkede til, at jeg i 1986 flyttede til Wien.
Jeg kan sige, at Solidaritet havde min sympati fra første øjeblik, jeg havde intet til overs for kommunisterne, og jeg var i nogen grad påvirket af Georg Brandes’ bog »Indtryk fra Polen« skrevet under den russiske besættelse af Polen og under min betragtning dækkende frem til 1989.
Jeg begyndte efter 1986 at komme regelmæssigt i Polen, jeg fik venner i Polen, et besøg på Westerplatte med en kvindelig veteran gjorde et dybt indtryk, en uofficiel højtideligholdelse i Warszawa til minde om massakren i Katyn bevægede mig også.
Jeg mærkede i Polen en patriotisme og en oprørsk atmosfære, som overhovedet ikke eksisterede i Danmark, og som jeg holdt meget af.
Hvad er det mest bemærkelsesværdige i det dansk-polske forhold? Der er en gammel sammenhæng mellem Danmark og Polen, det danske middelalderimperium omfattede dele af det nordlige Polen og de baltiske lande, danske munke missionerede og byggede på, hvad der nu er den polske kyst, en af Danmarks store – men bestemt ikke populære – middelalderkonger, Erik, kom fra Pommern og vendte efter sit fald tilbage til Darlowo.
Danske forfattere og journalister har skrevet fra Polen, polakkernes tab af national selvstændighed og deres renæssance efter Første Verdenskrig og deres kolossale ofre under Anden Verdenskrig er andre temaer, om end underspillet.
Endelig er der det helt konkrete, at polakker i tusindvis har arbejdet på de lollandske roemarker og mange blev i Danmark – de såkaldte »pólakker« med tydeligt tryk på første stavelse er en tidlig og vellykket indvandring.
Er den katolske biskop i Danmark ikke en efterkommer af disse polske indvandrere? Jeg tror det. For mit eget vedkommende er der Thorvaldsen, som er repræsenteret med sin smukt anbragte rytterstatue af Poniatowski i Warszawa og den desværre dårligt anbragte statue af Potocki i Wawel-katedralen.
Polen er selvfølgelig meget mere end et Østersøland, og Danmark har svært ved at se sig som et Østersøland – om end jeg personligt opfatter det som sådan – men vi har dog Østersøen til fælles.
Begge lande er ud af gammel baltisk kultur, begge har været udsat for besværlige naboer – i nogle tilfælde de samme – og har nok mere at sige hinanden, end mange ved.
Har du støttet Solidaritet?
Jeg kan ikke sige, at jeg støttede Solidaritet i aktiv henseende. Jeg sendte ingen penge, jeg demonstrerede ikke, men jeg skrev artikler, ledere, klummer og kommentarer om Solidaritet, og min sympati var altid med Solidaritet i den forstand, at jeg betragtede Solidaritet som det ægte udtryk for polakkernes sindelag, ønsker og håb.
Hvad har polakkerne betydet for de kommunistiske regimers sammenbrud i Østeuropa og Sovjetunionens kollaps efter din mening?
Uden Solidaritet havde vi formentlig stadig haft de kommunistiske diktaturer – anderledes, men kommunistiske. Solidaritet og polakkerne er grunden til, at vi i dag har et frit, forenet Europa, og polakkerne har som følge af deres historiske fortjeneste en vigtig opgave og et vigtigt ansvar i dette frie, forenede Europa