Jan Jakob Floryan:

  • Posted on: 8 December 2017
  • By: Jens Mørch

Hvornår hørte du første gang om Solidarnosc? Kommunisterne kunne godt lide ordet solidaritet. De tog det gerne i brug, når talen faldt på den tredje verden, som man skulle udvise solidaritet med i kampen mod imperialisterne.
I de kapitalistiske samfund skulle de udbyttede klasser være solidariske i klassekampen. Derfor studsede jeg de første gange, da ordet nåede mig fra Gdansk, fra en helt anden kant og i en helt anden betydning i disse dage for 25 år siden (sagt i 2005 red).
Jeg beskæftigede mig halvprofessionelt med udviklingen i Polen i mit bijob på Berlingske Tidendes udlandsredaktion, samtidig med at jeg læste statskundskab. Det blev hurtigt min opgave at forklare og formidle for læserne, hvad skibsværftsarbejderne mente med solidaritet. For dem betegnede ordet den gensidige støtte mellem de strejkende arbejdere på den polske østersøkysts største virksomheder.
Hurtigt voksede ordet i fylde og betydning, blev et ideologisk og grafisk symbol og kom til at dække den nationale samhørighed blandt polakker i kampen mod regimet.
I den følgende tid så jeg Solidaritet som slet og ret en fagforening af polakker imod kommunismen.
Hvor meget vidste du om det polske folks levevilkår i 1980? Jeg havde førstehåndskendskab til levevilkårene i Polen i 1970’erne. Siden flytningen til Danmark i 1965 havde jeg hvert år besøgt min far og mine bedsteforældre i Polen og oplevet – i begyndelsen af årtiet – den åbenlyse velstandsstigning i landet.
Flere varer, bedre varer, vestlige importvarer og flere penge til at købe dem. Flere biler (min morfar købte sig en »Trabant« stationcar), flere rejser (min polske familie kunne tage på badeferie ved Sortehavskysten i Bulgarien) og åbenhed over for Vesten.
I anden halvdel af 1980’erne begyndte det imidlertid at blive klart, at væksten og fremgangen skyldtes lån og kreditter (især vesttyske), og at Polen under Giereks regime ikke kunne få langsigtet gavn af dem – eller klare renterne og afdragene. Regimets økonomiske politik blev mere og mere desperat og latterlig – for eksempel blev der slået flere og flere særmønter for at få folk til at samle på dem og dermed inddæmme pengerigeligheden og modvirke inflationen.
Få lod sig lokke (jeg har dog stadig et halvt kilo mønter i kælderen). Til gengæld blev dollaren en reservevaluta ikke blot for befolkningen men også for styret, der helst ville modtage betaling fra borgerne i amerikanske sedler (i de særlige butikker med import- eller mangelvarer med det himmelråbende absurde navn »Selskabet for intern eksport«, Pewex).
Afgrunden mellem på den ene side de privilegerede partifolk og dem, der havde adgang til dollars enten fra udlandsophold eller fra familie i Vesten, og på den anden side og arbejderne på de store statsvirksomheder blev større og større.
Spændingen i samfundet voksede og blev udløst af prisforhøjelserne i sommeren 1980. De skulle opsuge de værdiløse zloty-sedler, der blev trykt med større og større pålydende for at opretholde indtrykket af fremgang, men førte til strejker.
Hvad tænkte danskerne om polakkerne dengang?
Kontakten mellem Danmark og Polen var ikke særlig intens. Forbindelsen indskrænkede sig til færgen København-Swinoujscie, til et par ugentlige flyafgange og nattog med sovjetiske sovevogne og -konduktører på strækningen København-Moskva via »Berlin, Hauptstadt der DDR«.
Polen fyldte ikke ret meget i mediebilledet, omend den folkelige berøring måske var større på grund af de mange danske håndværkere, som i perioder fik job i Polen under regimets satsning på diverse prestigeprojekter, det ikke kunne færdiggøre med egne kræfter.
Danskernes syn på Polen blev generelt påvirket – negativt – af landets (nødtvungne, men dog) deltagelse i invasionen af Tjekkoslovakiet og af den antisemitiske bølge i 1960’erne. Den ældre generation i Danmark havde dog et respektfuldt minde om den polske indsats under Anden Verdenskrig.
Polakkernes frihedskamp mod prøjserne i 1800-tallet, der lignede kampen for danskheden i Sønderjylland, var også præsent for historiebevidste danskere.
Hvad tænkte du?
Med min polsk-danske opvækst og baggrund (født i 1956) levede jeg i to ret adskilte verdener. Min danske dagligdag havde meget lidt om noget at gøre med Polen, og intet i mine danske omgivelser ledte mine tanker i den retning.
Samtidig læste jeg klassisk polsk litteratur og kom på regelmæssige familiebesøg i Polen, hvor der heller ikke var mange – om nogen – referencer til Danmark. Måske kun i form af en vag og overfladisk forestilling om et overflodssamfund.
Der var ikke nogen særlig forbindelse mellem de to verdener – kun mig, der ret ubesværet bevægede mig mellem dem.
Hvad er det mest bemærkelsesværdige i det dansk-polske forhold?
Det mest bemærkelsesværdige i det dansk-polske forhold er, at to lande og folk kan være så nære naboer uden at kende ret meget til hinanden eller interessere sig ret meget for hinanden.
Først efter Murens fald og især Polens optagelse i EU er denne mentale grænse ved at blive overvundet. Interessant nok ikke på det intellektuelle plan – for åndeligt har de to lande tilsyneladende ikke meget at sige hinanden – men først og fremmest økonomisk.
Dansk erhvervsliv er blandt de mest aktive og succesrige i Polen, og turistmæssigt er der pæn fremgang i begge retning. Kulturelt sker der lejlighedsvis noget, når en film af von Trier kommer til Polen eller en film af Kieslowski vises her. Ellers er det fortsat småt med kulturel udveksling, der ofte går omvejen over det globale kulturmarked, før nabolandene får øjnene op for hinanden. Tankevækkende nok er der heller ikke nogen fast mediemæssig dækning – polske medier dækker Danmark fra Stockholm, danske Polen fra Berlin, Prag eller hjemmefra.
Har du støttet Solidaritet? Det var umuligt ikke at have sympati for Solidaritet i dets kamp mod kommunismen – selvom man kunne tage sig til hovedet over nogle af bevægelsens ledere eller træk. Som journalist søgte jeg dog så vidt muligt at holde mine sym- og antipatier for mig selv og give et dækkende billede af situationen.
Aktiv støtte til Solidaritet ville ikke have været foreneligt med troværdighed i denne rolle.
Hvad har polakkerne betydet for de kommunistiske regimers sammenbrud i Østeuropa og Sovjetunionens kollaps efter din mening? Solidaritet som »en fagforening af polakker mod kommunismen« var et vendepunkt i sovjetimperiets nedgang. Den massemobilisering (der blev indledt under pave Johannes Poul II’s besøg i 1979) afslørede det kommunistiske systems svaghed og sårbarhed over for ægte folkelig modstand, i samme øjeblik magthaverne ikke længere var parat til at skyde.
Det var de ikke efter Gorbatjovs magtovertagelse i midten af 1980’erne, og derfor kunne de nationale og demokratiske bevægelser tage et sådant opsving i hele sovjetblokken.
Solidaritets korte men intense storhedstid som legal og uafhængig organisation i Østblokken afslørede omfanget af det parallelle samfund, der havde udviklet sig ved siden af det officielle. Efter Solidaritet kunne ikke engang kommunisterne hævde, at de havde nogen folkelig opbakning.
Gorbatjov satsede derfor på at reformere systemet for at vinde befolkningerne for en socialistisk samfundsorden, men efter Solidaritet krævede folk demokrati, ikke demokratisering.