Anker Jørgensen:

  • Posted on: 14 March 2018
  • By: Jens Mørch

Hvornår hørte du første gang om Solidarnosc?
Det gjorde jeg i min tid som statsminister, lige da strejkerne begyndte i Gdansk. Det var ikke nogen nem tid og selv om vi var meget optagede af vores egne økonomiske problemer, skarpe debatter om Norden som atomvåbenfri zone, så gjorde skibsværftsarbejdernes kamp for at opnå ordentlige levevilkår alligevel et stort indtryk på mig.
Jeg syntes, de var modige, når man vidste hvordan Sovjetunionen tidligere havde taklet den slags opstand i DDR, Tjekkiet og Ungarn.
Deres navn, Solidarnosc – eller Solidaritet på dansk – vakte også min opmærksomhed. Jeg tænkte, at de polske arbejdere med den tanke og det vigtige budskab, der ligger i navnet, var inde på noget rigtigt i oprøret med myndighederne.
Hvor meget vidste du om det polske folks levevilkår i 1980?
Ikke ret meget, men jeg vidste at de var fattige. Jeg vidste også at polakker var nogle stolte og ihærdige mennesker med en meget brutal historie bag sig. Polens mange delinger, og århundrede med forfølgelser gav polakkerne en dagligdag, som lå langt fra dét, som danskerne kendte til.
Mine informationer om Polen kom gennem mine personlige bekendtskaber med polakker i Danmark, og jeg har kendt mange siden min ungdom – og har hørt mange beretninger fra deres fædreland. Der var en verden til forskel mellem Polen og Danmark.
Jeg husker fra min første rejse til Polen, at når jeg kiggede ind i hjemmene, kunne jeg ikke forstå hvorfor de ikke havde nogen skærme på deres lamper – der hang bare en pære ned fra loftet. Det synes jeg var lidt underligt.
Hvad tænkte danskerne om polakkerne dengang? Vi vidste de var fattige, vi vidste at de var arbejdsomme mennesker – men ellers var vores kendskab meget begrænset. Vi var også reserverede, fordi Polen var en del af Warszawa-pagten, og derfor blev de naturligt nok også mødt med en vis skepsis.
I Danmark kender vi først og fremmest polakkerne, der kom til Lolland-Falster og arbejdede med sukkerroer i markerne. Polakker har altid været dygtige og flittige til at arbejde, men mange kom også til Danmark som flygtninge.
Først fordi nazisterne jagtede jøderne, som der var mange af i Polen, og både samtidig og senere var det Stalins rædsler, som polakkerne flygtede fra. I hele perioden under den kommunistiske besættelse i slutningen af 60’erne, da der også var opstand i Polen, kom der igen mange polakker til Danmark.
Vi har endda haft et »hotelskib« liggende i København, som husede de mange polske flygtninge. Da Israel vandt Seksdageskrigen over de arabiske lande, som var støtte af Sovjetunionen, blev der igen startet en klapjagt på jøder – og det udløste igen nye flygtningestrømme.
Jeg tror, at mange danskere fik deres viden om Polen gennem polakker, der var flygtet eller rejst til Danmark.
Hvad tænkte du? Jeg tænkte som de fleste danskere men vidste også, at skibsværftsarbejdernes levevilkår var katastrofale, og at der var mange gode grunde til at starte oprøret, selv om det var farligt at udfordre det brutale styre.
Jeg kender selv til arbejdet på et skibsværft fra min tid på DFDS på Christianshavn – og selv om vi synes det kunne være hårdt, var det intet at regne mod de vilkår, mine kolleger i Østlandene havde at arbejde under.
Hvad er det mest bemærkelsesværdige i det dansk-polske forhold?
Det er godt, at selv om vi ikke vidste meget om hvad der skete i Polen, så har der gennem årene været mange gode og hjertelige relationer mellem polakker og danskere.
Jeg tror, at denne mellemfolkelige kontakt har haft stor betydning for forholdet mellem Danmark og Polen. Efter strejkerne i Gdansk blev der startet mange indsamlinger, og her er det mit indtryk, at mange danskere støttede indsamlingerne, fordi de havde polske venner.
Har du støttet Solidaritet?
I min tid som statsminister gjorde vi meget for at overbevise de sovjetiske, polske og østtyskere ledere om det altafgørende i at overholde menneskerettighederne. Men da vi startede på det i 70’erne, var der endnu ikke noget, der hed Solidarnosc i Polen, men det var deres sag, vi kæmpede for.
Senere har jeg har stillet op til taler og støttearrangementer, hver gang den danske støttekomite for Solidarnosc eller fagbevægelsen bad mig om det.
Hvad har polakkerne betydet for de kommunistiske regimers sammenbrud i Østeuropa og Sovjetunionens kollaps efter din mening?
Der er ingen tvivl om at Solidaritet og især organisationens stærke tilknytning til den katolske kirke har betydet meget for kommunismens og Sovjetunionens kollaps.
Strejkerne i Gdansk var ikke kun en arbejdskamp – det var en politisk kamp for frihed og lighed, og det var myndighederne første store udfordring i et Østland, som ikke blev slået brutalt ned.
Lech Walesa tænkte rigtigt, da han sagde, at kampen skulle vindes med argumentets kraft. Det er der mange statsledere, der stadig ikke har lært.