28. august 1980

  • Posted on: 14 February 2018
  • By: Jens Mørch

Torsdag, den 28. august 1980
Verdenspressen til tredje forhandlingsrunde Der var journalister fra store dele af verdenspressen på skibsværftet i Gdansk, da regeringsdelegationen med vicestatschef Jagielski ankom for at indlede forhandlingernes tredje runde. Reuter, UPI, AFP, AP, New York Times, Stern, Le Monde, Newsweek, Observer, Sunday Times og mange andre af tidens toneangivende medier var mødt op for at dække udviklingen i én af verdens mest omtalte strejker.
Og meget apropos var det første emne den skrappe censur i landet og den manglende ytringsfrihed – retten til at sige sin mening uden at blive fængslet. Regeringens rådgiver startede med at fortælle, at censuren var en del af systemet, og at den var nødvendig af hensyn til nationens interesser og et værn mod udenlandsk infiltrering. Men de argumenter vandt ikke megen gehør blandt de strejkendes repræsentanter.
Lech Walesa gik direkte videre og spurgte, hvorfor otte medlemmer af KOR var blevet anholdt for at hjælpe de strejkende på værftet, når man nu talte så meget om ytringsfrihed og samarbejde. Vicestatschefen blev i en direkte henvendelse bedt om at svare på et principielt spørgsmål:
”Skal vores system defineres som et demokrati eller som en politistat? Hvilke garantier har vi for, at den slags ikke vil gentage sig? I vores samfund er der en frygt for at lukke munden op.
Og den må vi se at udrydde …” Talen blev afbrudt af tilråb fra salen, der bakkede synspunktet op: ”Folk i Indenrigsministeriet håner de troende.
Min kone blev fyret som sygeplejerske, fordi vores søn søgte optagelse på præsteseminariet. Omfatter ordet landsmænd ikke alle?” spurgte den vrede tilhører fra salen. Jagielski tog kritikken og tilråbene med ro og sagde, at hans holdning til tro havde han givet udtryk for, og man kunne bare se, hvor mange der gik i kirke.
Der kommer tusindvis af mennesker, selv medlemmer af kommunistpartiet. ”Jeg benægter ikke, at overtrædelse af loven finder sted, men hvis den slags overgreb forekommer, må de skyldige drages til ansvar,” sagde Jagielski. ”I kender godt sandheden,” sagde flere fra salen.
Forhandlingerne afbrydes af ny mistillid
Lech Walesa fik nu besked fra biskoppens pressebureau om, at myndighederne mod kirkens vilje og viden havde sammenklippet det interview, der i går var blevet bragt på tv med primas Stefan Wyszynski, så det fremstod, som om kirken støttede myndighederne imod de strejkende.
”Det er ren manipulation i forsøget på at vende folkestemningen,” sagde Lech Walesa. Men myndighedernes manøvre slog også fejl. Den fik den stik modsatte effekt og vakte i stedet stor harme i den katolske kirke verden over og blandt polakkerne.
På værftet betød det, at Walesa afbrød forhandlingerne med Jagielski, men han konkludede, at der var enighed om alle punkterne bortset fra punktet om de frie fagforeninger. Han krævede imidlertid også en forklaring på, hvad der var sket med det manipulerede tv-interview.
Lech Walesa var så oprørt, at han for første gang officielt truede regeringen med en generalstrejke. Jagielski foreslog at vise de udenlandske journalister bort fra forhandlingerne, men det afviste en enig strejkekomité. Jagielski foreslog at genoptage forhandlingerne efter et par timers pause, så han kunne undersøge, hvad der var sket med tv-indslaget, og hvordan man kunne komme videre med punkt 1.
Det skete om formiddagen, og imens lå hovedforhandlingerne helt stille. De strejkende og journalisterne ventede det meste af dagen på nyt fra regeringen. Den store hindring for en aftale var stadigvæk kravet om frie fagforeninger. Det gjorde Walesa klart for Jagielski inden de skiltes om formiddagen.
I løbet af aftenen så flere, at borgmesteren dukkede op værftet, men hurtigt forsvandt igen, efter at have informeret Walesa om, at det var svært at komme videre, før folkene i Warszawa havde taget en beslutning, og at det allerede var trukket ud flere gange.
Som modreaktion bekendtgjorde de strejkende, at betingelsen for at genoptage forhandlingerne var, at regeringen accepterede punkt 1 – de frie fagforeninger.
Imens kunne de strejkende glæde sig over, at solidariteten bredte sig, og at arbejdere på mere end 600 virksomheder havde nedlagt arbejdet og deponeret deres forhandlingsmandat på skibsværftet i Gdansk.