26. august 1980

  • Posted on: 13 January 2018
  • By: Jens Mørch

Tirsdag, den 26. august 1980
Scenen var sat, da regeringsdelegationen ankom til skibsværftet. To og to gik de højtideligt ind til forhandlingerne. Kameraerne snurrede om ørerne på dem, og bag dem gik et større følge af reportere fra alverdens lande. Der blev talt amerikansk, engelsk, fransk, spansk, tysk og mange andre sprog, men der var ingen russiske stemmer at høre.
Blot én enkelt journalist var betroet den utaknemmelige opgave at dække begivenhederne for de statskontrollerede medier og nyhedsbureauer i hele Østblokken. Regeringens forhandlingsleder, Jagielski, opfordrede til, at man slukkede for kameraerne – han mente ikke, at emnerne egnede sig for journalister og slet ikke for de udenlandske.
Men det krav ville Lech Walesa ikke bøje sig for – han vidste godt, at strejkens succes afhang af omtalen i medierne. Den megen omtale havde gjort situationen sværere for myndighederne.
Jagielski udtrykte, at regeringen var indstillet på at opfylde de fleste af de 21 krav, men at kravet om frie fagforeninger stadig var et problem. Han tilbød til gengæld, at der skulle holdes nyvalg til de statskontrollerede fagforeninger i kystområdet om byerne Gdansk, Sopot og Gdynia.
Han garanterede også, at valgene skulle være frie oguden indblanding fra partiet i valgprocessen. Han mente, at fundamentet lå i arbejdernes fagforeninger, at det i et socialistisk samfund var arbejderne, der styrede alting, og at der bare skulle lidt nye kræfter til.
Med nyvalgene kunne de strejkende opnå det, de ville. Vicestatschefen, Jagielski, sagde endvidere:
”Lech Walesa sagde, at strejker ikke er den bedste løsning, det er bedre ikke at strejke. Jeg er enig i formandens synspunkt. Lad os arbejde sammen for nogle bedre fagforeninger, det kan vi, men vi skal gøre det inden for lovens rammer, og det kan vi gøre i de nuværende fagforeninger.
Det siger jeg ikke som regeringens repræsentant, for det kan jeg ikke, men som partifunktionær.”
Klar besked fra de strejkende
Lech Walesa tog ordet og sagde:
”Måske det nu er vores tur til at fortælle om vores synspunkter, og hvordan vi ser på det, for at vi alle sammen kan forstå hinanden.” Gwiazda fra strejkekomiteen var rødglødende, og nu var det hans tur til at få ordet:
”Vi mødes under en social og økonomisk krise. Hvad er det, der har ført til denne krise? I årevis er lokale og andre virksomheder blevet bedømt efter, hvor meget kul, hvor meget stål og hvor mange meter kabler, de producerer.
Ingen bedømmer dem efter, hvordan arbejderne lever, hvordan lærerne, der uddanner vores børn, har det. De fagforeninger, vi har nu, hvis formål var at beskytte arbejdernes interesser, forsvarede dem ikke, tværtimod, de gik direktørens ærinde og lyttede aldrig til arbejderne, men optrådte gang på gang sammen med administrationen mod arbejderne.”
Bogdan Lis fortsatte kritikken: ”Vi forstår ikke rigtigt, hvorfor regeringen har så travlt med at reorganisere de gamle fagforeninger – og ikke vil gå med til, at der dannes nogle nye.
De gamle fagforeninger er så korrupte, at selvom vi blev valgt, så ville institutionen ikke være i stand til at udrette noget som helst. Vi ønsker ikke at skifte gammelt blod ud med nyt, vi ønsker simpelthen en ny organisme.” Hans udtalelser blev efterfulgt af taktfast bifald.
Forhandlingerne blev for indviklede og ustrukturerede, og på Jagielskis forslag blev der udpeget tre medlemmer fra hver part, der skulle tale nærmere sammen om det kontroversielle punkt om de fri fagforeninger, mens andre grupper forhandlede om detaljer i forbindelse med de resterende 20 punkter.
I løbet af dagen fik strejkeledelsen besked om, at der i de store byer i det sydlige Polen, Wroclaw, Walbrzych og Krakow også var blevet dannet fælles strejkekomiteer som den i Gdansk.