23. august 1980

  • Posted on: 14 June 2018
  • By: Jens Mørch

Lørdag, den 23. august 1980
Grove manipulationer i medierne Mange steder i Polen og over hele verden ventede man spændt på at høre nyt fra skibsværftet. I de statskontrollerede medier, som omfattede både aviser, radio og tv, fortsatte hetzen mod de strejkende i Gdansk. Det virkede helt forkert, når den part, som de strejkende havde aftalt at forhandle med, svinede den anden part til med usande beskyldninger, allerede inden forhandlingerne var kommet i gang.
Ingen kunne forstå, hvorfor man nu igen ville udsprede falske og manipulerede rygter. Strejkekomiteen vidste godt, hvordan myndighederne fordrejede virkeligheden, men komiteens medlemmer gik ud fra, at myndighederne da måtte have talt sammen indbyrdes. På værftet rystede man den dårlige omtale af sig og nedsatte et ekspertudvalg, der skulle støtte de strejkende med fagkundskab ved forhandlingerne.
Det var ikke alle arbejdernes krav og argumenter, der var lige velvalgte. Det var ikke, fordi de var i opposition, men mere fordi de ikke forstod, hvordan samfundet var indrettet, og hvilke konsekvenser de enkelte forslag ville kunne indebære. Derfor var hjælpen fra de bedre uddannede en betingelse for en reel og konstruktiv dialog med regeringen.
Tadeusz Mazowiecki, blev valgt til formand for den nye støttegruppe, som skulle rådgive de strejkendes forhandlingsdelegation. Han skulle også lære dem, hvordan de kunne svare igen på de ubehagelige beskyldninger i de statskontrollerede medier.
En anden fremtrædende oppositionspolitiker, historikeren Bronislaw Geremek, var taget fra Warszawa for at deltage i ekspertudvalget og trådte ind i gruppen sammen med Mazowiecki. Om eftermiddagen kom borgmesteren til skibsværftet for at aftale de nærmere betingelser for forhandlingerne mellem regeringen og strejkekomiteen.
Myndighederne bekræftede nu, at de godkendte den fælles strejkekomité som forhandlingspart på vegne af nu 370 virksomheder – yderligere 18 havde tilsluttet sig i løbet af aftenen.
De to parter gennemgik sammensætningen af delegationerne, og efter at borgmesteren havde sikret sig, at der ikke ville blive fremsat nye krav fra de strejkende, og da han havde fået vished for, at man ikke ønskede at vælte den socialistiske regering, blev det aftalt at starte de formelle forhandlinger samme aften klokken 20.
Parterne mødes for første gang
Viceregeringschefen, Jagielski, og hans følge var ankommet til skibsværftet under stor opmærksomhed. Mange havde taget opstilling ved værftet – arbejdere, koner, børn, venner, nysgerrige – for slet ikke at tale om de mange journalister.
Alle ville se den polske viceregeringschef ankomme med sit følge til den oprørte arbejdsplads i Gdansk. Lech Walesa bad tilhørerne om at gøre plads for regeringens repræsentanter, som blev mødt med taktfaste bifald. Atmosfæren var anspændt og forventningsfuld.
Lech Walesa indledte mødet med at bede viceregeringschefen om at redegøre for statens holdning til de 21 krav. Jagielski, som virkede både meget forstående og imødekommende, forklarede, at de to medarbejdere, der havde arbejdet med kravene, var blevet kaldt til andre opgaver, så ville strejkekomiteen ikke være så venlig at fremsætte dem for ham igen i ro og mag, så de kunne starte forhandlingerne på den måde?
Det kom lidt bag på Walesa, at myndighederne ikke havde afklaret deres holdninger. Samtidig sagde han, at dette møde nu kun skulle bruges til at udveksle synspunkter, og at man skulle forsøge at slutte tidligt. De 21 krav blev gennemgået punkt for punkt, og selvom Jagielski var både forstående og lyttende, afviste han mange af beskyldningerne og anklagepunkterne med, at det ikke var regeringen, men andre myndigheder, der stod med det formelle ansvar.
Mødet endte med, at strejkekomiteen og regeringen aftalte at forhandle videre dagen efter, men at forhandlingerne skulle fortsætte med borgmesteren som regeringens repræsentant.
Regeringsdelegationen oplyste, at den blev nødt til at vende tilbage til Warszawa, og den kunne derfor ikke selv være til stede dagen efter. Det var lørdag aften, og de ”vigtige ting”, de skulle nå, var sikkert at holde fri, lød de tørre bemærkninger fra de strejkende.
Lidt før klokken elleve om aftenen afsluttede Lech Walesa mødet ved at lade forsamlingen synge med på den polske nationalsang.