21. august 1980

  • Posted on: 8 December 2017
  • By: Jens Mørch

Torsdag, den 21. august 1980
Allerede fra tidligt om morgenen var der usikkerhed og frygt blandt arbejderne på skibsværftet i Gdansk. Regeringens forhandlingsleder, Tadeusz Pyka, var taget tilbage til Warszawa, og dialogen mellem de centrale myndigheder og de strejkende, der var forskanset på skibsværftet, var gået helt i stå.
Den fastlåste situation spredte en nervøs stemning blandt de strejkende, men også en stålsathed og kampgejst imod en reaktion, som de endnu ikke kendte.
Den generelle stemning og et rygte om generalstrejke startede en hamstringsbølge. Det syntes næsten utænkeligt med de få varer, der var tilbage i butikkerne og på det sorte marked. Folk var bange for, at myndighederne ville sætte militæret ind mod de strejkende, men regeringen vidste godt, at mange polske soldater ville skifte side til fordel for den polske opstand og de strejkende, og så kunne en indgriben fra Sovjetunionen blive uundgåelig.
Det ønskede man ikke i Warszawa, og det ønskede man heller ikke i strejkekomiteen – strejkerne skulle ikke ende i et blodbad. Men situationen var kritisk. Aldrig tidligere havde den kommunistiske ledelse i et østblokland været udsat for voldsommere modstand, og så fra arbejdere, som ellers havde en særlig status i den kommunistiske og sovjetiske propaganda.
Regeringen vil alligevel gerne forhandle Det vakte en vis glæde og lettelse, da en anden af de i alt otte viceregeringschefer pludselig talte i polsk radio. Det var Mieczyslaw Jagielski, som nu på regeringens vegne udtalte, at en forhandlingsløsning med de strejkende måtte være mulig, og at han opfordrede til dialog mellem parterne.
Det så ud, som om regeringen alligevel godt ville forhandle, selvom en anden viceregeringschef knapt var vendt hjem til hovedstaden efter et sammenbrud. Men det var ikke den eneste opmuntring til de strejkende i Gdansk.
Den Polske Forfatterforening sendte en delegation til byen for at støtte de strejkende. Stemningen blandt de strejkende blev hurtigt præget af humoristiske litterære bemærkninger mellem arbejderne og forfatterne, hvilket gav en god atmosfære.
Der opstod en slags galgenhumor, der fik frygten til at føles mindre. Én af forfatterne blev senere på dagen valgt ind i strejkens ledelse. Imens ankom der stadig flere og flere til skibsværftet i Gdansk for at støtte arbejderne. 347 store arbejdspladser i kystområdet havde nu tilsluttet sig de 21 krav som en betingelse for at genoptage arbejdet. Forhandlinger om deres vilkår blev udelukkende varetaget af den fælles strejkekomité på Lenin-skibsværftet i Gdansk, lød beskeden til myndighederne, som ellers ihærdigt havde forsøgt at forhandle individuelt med virksomhederne for at bryde solidariteten.
De strejkende blev opmuntret, da de modtog informationer om, at en tredje vicestatschef, Kazimierz Barcikowski, var begyndt at forhandle med arbejderne i Szczecin, så myndighederne viste på flere fronter tegn på konkret forhandlingsvilje over for de strejkende arbejdere.
Nu ventede man bare på noget konkret.
Satire i ventetiden
De strejkende måtte finde på ting at lave for at få tiden til at gå. Lech Walesa var en god entertainer – mand for en lille peptalk i ny og næ. Gudstjenesterne blev også hurtigt tilløbsstykker – både inden for og uden for hegnet om Lenin-skibsværftet. Men én af de kvindelige strejkende bidrog også til underholdningen og fortalte om kvindernes vilkår i Polen på den tid:
”En kvinde kommer ind til en læge. Kære doktor vil De ikke nok undersøge mig?” ”Det kan jeg da ikke, jeg er dyrlæge – jeg behandler slet ikke mennesker,” svarede lægen. ”Jamen doktor, jeg føler mig netop som et dyr: Når jeg står op om morgenen, løber jeg rundt i huset som en tissetrængende kat. Jeg styrter på arbejde som en hest i galop. Jeg holder fast i bussen, som var jeg en abe. Jeg slider som et æsel, jeg er belæsset som en kamel. Som en løve forsvarer jeg min ægteskabelige ære, når jeg vender hjem om aftenen.
Og netop som jeg falder i søvn, hvisker min mand ømt over mit hoved – der skal også være plads til mig, din natugle. Så kære doktor, måske kan De hjælpe mig med et eller andet mirakuløst, der kan gøre mig til menneske igen.”