18. august 1980

  • Posted on: 8 December 2017
  • By: Jens Mørch

Mandag, den 18. august 1980 Allerede meget tidligt mandag morgen havde direktøren for Leninskibsværftet og hans følge taget opstilling ved port nummer 2 – dér, hvor de fleste arbejdere til værkstederne normalt gik ind på værftet.
Det gjorde han i et forsøg på at få arbejderne i gang med at arbejde, og for at overtale dem, der mødte op igen, til at sikre, at arbejdet indenfor kom i gang, som det var blevet aftalt lørdag.
Arbejderne tøvede med at gå ind – direktørens indsats var forgæves. Imens ankom Lech Walesa til den samme port i spidsen for en større flok af de strejkende arbejdere. Han begyndte at synge den polske nationalsang, som alle måtte synge med på, også værftets direktør, selvom polsk nationalisme ikke altid var populært hos de kommunistiske partimedlemmer. Kirken var heller ikke særlig populær i Moskva, men de ville ikke trodse den åbenlyst. Da nationalsangen var sunget til ende, og klapsalverne havde lagt sig, talte Lech Walesa til de tøvende værftsarbejdere:
”Hør her, I, der står uden for porten. Kom I bare indenfor. Vi kæmper for det, der tilkommer os. Slut op bag vores krav. Der er ikke noget at være bange for. Direktøren siger, at vi har brudt aftalen fra i lørdags, men vi har skrevet under på en lønforhøjelse til alle på 1.500 zloty – nu siger direktøren pludselig, at det er i gennemsnit.
Hvem er det gennemsnit beregnet på?” Ordene startede en ophedet diskussion mellem værftets direktør og de strejkendes formand. Egentlig var det direktøren for værftet, der første gang talte om en ”solidaritetsstrejke”. Han havde skældt Lech Walesa ud for, at man nu strejkede i solidaritet med andre, og det inspirerede strejkeledelsen til at benytte ordet ”solidaritet” – på polsk ”Solidarnosc” – som slogan for strejken. I solidaritet ankom flere og flere delegerede fra virksomhederne langs kysten, der alle sluttede op om de 21 krav.
I alt havde 40 virksomheder allerede fra om morgenen sluttet sig til strejken, og mange sympatisører og udenlandske journalister var også mødt op. De berørte familier og kirken organiserede køkkener, så der var mad og drikke til rådighed for de mange inden for og uden for skibsværftets blokerede port.
Kun med en særlig tilladelse fra strejkekomiteen, fik man lov at passere.
Nye fælles krav præsenteres
På et møde om formiddagen med værftsledelsen kræver de strejkende at få adgang til værftets store højttaleranlæg, så arbejderne kan få deres budskaber om strejkens forløb ud til kollegerne.
Flere udenlandske tv-hold var mødt op. Klokken halv ti blev der oplæst en meddelelse fra de strejkende: ”De strejkende virksomheder og arbejdspladser er blevet enige om en liste over de krav, som fra i dag er fælles krav fra deltagerne. Den fælles strejkekomité er bemyndiget til at føre forhandlinger med de centrale myndigheder, men vi fortsætter strejkerne, indtil alle kravene er opfyldt. Strejken kan kun afblæses af den nye komité. Når strejken er forbi, skal komiteen ikke opløses – den skal kontrollere, at kravene bliver realiseret, og organisere de første frie fagforeninger og virke som forhandlingspart over for de lokale og regionale myndigheder.”
Meddelelsen blev overbragt til borgmesteren i Gdansk. Inspireret af urolighederne på skibsværftet blev der indledt strejker i andre byer, og flere og flere virksomheder langs Østersøkysten tilsluttede sig strejken. Inden dagen var omme, havde repræsentanter for 156 arbejdspladser meldt sig til den fælles strejkekomité.
Nu stod 156 virksomheder solidarisk bag de 21 krav. To værftsarbejdere fremstillede en træplade med alle kravene, som blev hængt op på gitterporten ved Lenin-skibsværftets indgang nummer to.
Den polske partichef Gierek talte i hårde vendinger til de strejkende på de landsdækkende tv-og radiokanaler og bebrejdede dem deres ”skadelige” virksomhed og negative betydning for udviklingen i Polen. Hans fremstilling af, hvem der stod bag begivenhederne i Gdansk, udløste piften og latter blandt de arbejdere, der lyttede med på værftet.
Gierek rettede kraftige beskyldninger om, at nogle ganske få personer holdt et helt skibsværft besat imod arbejdernes vilje, og som forgæves forsøgte at komme ud. Regeringen udsendte også flyveblade med forskellige officielle afsendere, der alle dækkede over de samme nedsættende holdninger, som partichefen havde fremsat. Gierek var naturligvis også irriteret over at være blevet kaldt hjem fra sin ferie, som han lige havde påbegyndt. Selvom den polske kommunistleder fordømte strejken, fastholdt den lokale partichef og amtsborgmester, at der ikke skulle sætte ind med magtmidler over for de strejkende, men at en forhandlingsløsning ville være den eneste farbare vej.
Splittelse i kommunistpartiet I disse dage blev diskussionerne inden for kommunistpartiet mere og mere intense, og partiet var delt i to store fløje. Der var ”strammerne”, som blindt ville følge Moskvas meget ekstreme militante og diktatoriske linje, og så var der de mange ”slappere,” som kun i yderste nødstilfælde ville have hæren og politiet indsat. Generelt var kommunisterne i Gdansk mere moderate end deres partifæller i Warszawa. Efter den officielle tv-tale, som udløste stor harme i den polske befolkning, udvidede den fælles strejkekomité antallet af medlemmer til 15.
Forholdet mellem de strejkende og myndighederne blev mere og mere anspændt. Der gik rygter om, at store russiske troppekoncentrationer var på vej til østersøbyen Gdansk for at vise polakkerne, at Moskva står bag det kommunistiske styre – og for at presse styret til at tage de ”rigtige” beslutninger. Ikke alle kommunister syntes godt om den besked – de vidste, at polakkerne ville gå amok, hvis der blev indsat sovjetiske tropper mod befolkningen. Situationen tilspidsedes for time.
Hele Gdansk var nu med i strejken, og der blev dannet fælles strejkekomiteer i de andre store kystbyer Elblag og Szczecin. I Szczecin var der blevet formuleret 36 krav, men de adskilte sig ikke nævneværdigt i indhold fra kravene i Gdansk.
Her var der til gengæld nu 263 virksomheder med i strejkerne, og det nordlige Polen var lammet. I alt skønnede man, at omkring 50.000 arbejdere var omfattet af konflikten. Forsvarsministeren, general Jaruzelski, som også var vicestatschef, fastholdt, at der skulle findes en løsning uden brug af magt. Det kunne være svært at slå ventetiden ihjel under strejken.
Nye toner fra partitoppen i hovedstaden
Klokken ni om aftenen kom der nye toner fra ledelsen i Warszawa. Pressebureauet PAP udsendte en erklæring:
”Det Polske Forenede Arbejderpartis politbureau og den polske folkerepubliks regering har sammenkaldt en kommission under ledelse af viceregeringschef Tadeusz Pyka, som skal undersøge kystarbejdernes krav og problemer. En undersøgelse af disse krav foregår mest effektivt i en atmosfære af fredeligt arbejde og saglig diskussion.”
Inden de tog dette skridt, havde de læst rapporten fra de lokale partimyndigheder i Gdansk til ledelsen i Warszawa: ”Efter at have modtaget officielle direktiver har partifunktionærer besøgt 60 af de største fabrikker i provinsen, hvor de har haft møder med partiaktivister med videre.
Partiaktivisterne samt arbejderne krævede præcis information om situation over hele landet. Det viste sig, at der indtil nu kun er kommet informationer igennem til fabrikkerne via chauffører og Radio Free Europe. Den manglende information samt produktionsproblemer og den generelle økonomiske situation har udløst en atmosfære af usikkerhed og anspændthed blandt arbejderne.”
For første gang talte myndighederne åbent om, at der skulle findes en løsning.