17. august 1980

  • Posted on: 8 December 2017
  • By: Jens Mørch

Søndag, den 17. august 1980 Flere tusinde mennesker; unge, gamle, kvinder og børn stod samlet ved skibsværftets port nummer 2, mens omkring 5.000 arbejdere inde på det afspærrede skibsværft havde taget opstilling langs hegnet.
Den katolske kirke holdt messe for de strejkende, deres familier og venner på dét sted, hvor arbejdere var blevet dræbt i 1970. Gudstjenesten stod den populære, lokale præst Henryk Jankowski for, og han havde forinden søgt biskoppens velsignelse til dette kontroversielle arrangement.
For at der ikke skulle blive ballade, havde den katolske kirke indhentet tilladelse fra den magtfulde lokale partiformand og amtsborgmester i Gdansk, Tadeusz Fiszbach. Lech Walesa bar et stort trækors hen til dét sted, hvor tre af værftets arbejdere var blevet dræbt den 16. december 1970. Trækorset var stort og forsynet med en lille seddel, hvorpå der stod en kort, patriotisk tekst. Strejkeformanden, der stadig baksede rundt med det tunge kors, kaldte smilene frem hos flere af de strejkende, der mente, at Lech Walesa godt kunne ligne flere religiøse berømtheder, der også måtte trækkes med et tungt kors. Lech Walesa overtog prædikestolen efter præsten og sagde til de mange fremmødte, at de alle hvert år den 16. december skulle samles på dette sted for at mindes de kolleger, der betalte med det dyrebareste, de havde – deres eget liv. ”Jeg vil være her hvert år. Hvis I opdager, at jeg ikke er der til december, så spørg hvorfor! Det kan kun være fordi, nogen har hindret mig adgang. Jeg vil være her, det er sikkert,” sagde strejkelederen, der blev mere og mere populær blandt de strejkende, og samtidig mere og mere upopulær blandt topfolkene i landets ledelse.
Alkoholforbud på værftet Efter den meget sanselige religiøse handling og et minuts stilhed for de faldne samledes repræsentanter for de 28 fremmødte virksomheder til flere forhandlinger og for at tage stilling til en lang række opgaver, der skulle løses i forbindelse med besættelsen af værftet. Én af de første ting, det nye råd besluttede, var at indføre alkoholforbud på skibsværftet. Man var bange for, at uoverlagte og spontane reaktioner fra de strejkende kunne skabe unødig ballade. Lech Walesa var også bange for, at det hemmelige politi, kunne finde på at sende ”fulde” folk ind på værftet og på den måde skaffe sig et påskud til at gribe massivt ind ved at pege på vold og kriminalitet fra arbejdernes side.
Dét ville man ikke risikere, og alkoholforbuddet blev indført straks. Det fremkaldte en vis bitterhed hos de folk, der ellers var vant til en få en tår af vodkaen, for det var langt fra unormalt at tage en lille én, når tiden skulle slås ihjel på værftet. Det gav også varmen om vinteren, som kunne være streng i Polen, men midt i augustvarmen kunne det argument ikke bruges.
”Alt er forbudt i Polen – det er den næstsidste fornøjelse, vi har, der ikke er forbudt,” sukkede flere af arbejderne. De mest højlydte protester over forbudet lød dog fra de svenske og danske journalister, som ikke mente, at de var med i strejken, og at de derfor ikke burde være omfattet af forbudet.
Hvem det var, vides ikke, men i løbet af et døgn var alt salg af øl, vin og spiritus indstillet – ikke kun ved skibsværftet, men i hele Gdansk, og senere spredte det sig til hele kystområdet.
Den nye forsamling besluttede sig også for at opfordre byens busser, sporvogne og taxaer til at genoptage arbejdet. Formålet var, at både sympatisører og familiemedlemmer skulle kunne komme til og fra Gdansk, men også at de mange tusinde strejkende kunne få deres daglige fornødenheder bragt af familier og venner. De ansatte ved den kollektive trafik fulgte opfordringen, men for de ikke skulle blive beskyldt for at være strejkebrydere, blev busser og tog forsynet med bannere, der bar teksten:
”Vi er også i strejke, men vi arbejder for at gøre det lettere for dig.” Den kollektive trafik blev direkte underlagt den fælles strejkekomité, ligesom 300 taxaer også blev stillet til rådighed for strejkelederne. Byens bagerier og konservesfabrikker genoptog arbejdet for at kunne levere mad til de mange strejkende. Ved port 2 og 3 havde man startet en indsamling, der den første dag havde givet 30.000 zloty. Som én af de strejkende vagter sagde til en journalist: ”Nu skriver vi igen historie i Gdansk.”
I kulturens verden er der 22 krav Ventetiden kan bruges på mange måder, når man pludselig skal bo på sin arbejdsplads i flere dage. Den stigende frustration, over at ikke alle kunne få deres krav med på den fælles liste, skabte inspiration til formulering af en tekst, som skulle være det sidste ekstra krav, der måske mere end noget andet udtrykte den utilfredshed, vrede og afmagt over for systemet, som det polske folk led under.
Krav 22 kom til at lyde: ”Hold op med evig og altid at stikke os undskyldninger og tale om vores fejltagelser, se på vores trætte ansigter, lige så grå og udtværede som vores liv. – Hold op med at jeres appeller til os om værdighed og arbejdsdisciplin. Forsøg engang at tænke jer om, når I råber Kære Landsmænd til os. – Hold op med at pådutte os dumhed, anarki og mangel på erfaring. I stedet for denne falske forgyldning tilfældige steder, så begynd med at lave om på jer selv. – Hold op med at tale om fjendtlighed over for systemet og naboen.
Prøv at opregne, hvor meget vi kan give de andre. – Hold op med at bedrage folk, lukke øjnene, stikke hovedet i busken, og gøre værdighed og kultur til én stor monopolbutik. – Hold op med at intrigere og sætte os op mod hinanden, gøre forskel med privilegier. – Hold op med at fortie ubekvemme kendsgerninger og forfalske historiens gang.
Giv ordene deres værdi tilbage, så de ikke mere er tomme, men kan leve værdigt og arbejde loyalt imellem os. – Hold op med evigt og altid at stikke os dårlige undskyldninger og tale om vores fejltagelser. Se på vores mødre og koner: Grå og udtværede som vores liv.”