16. august 1980

  • Posted on: 8 December 2017
  • By: Jens Mørch

Lørdag, den 16. august 1980
På strejkens tredje dag – som var starten på weekenden – ankom der delegationer fra flere strejkende virksomheder langs Østersøkysten. Flere af Polens mere eller mindre kendte oppositionsgrupper fandt også vej til Gdansk for at vise deres solidaritet med de strejkende. De første delegationer, der ankom, var fra den polske menneske- og borgerrettighedsbevægelse ROPCiO og fra ungdomsbevægelsen RMP. Det var en historisk begivenhed, at arbejdere, akademikere og studerende nu stod sammen – det var ikke sket tidligere under den kommunistiske besættelse. Ved de utallige strejker, der tidligere havde fundet sted i Polen, havde det polske folk været splittet. De intellektuelle prøvede selv at kæmpe mod myndighederne i 1968, men mange blev fængslet eller dræbt. Studenter havde flere gange indledt et oprør, der var blevet slået brutalt ned. Og arbejderne havde startet et ukendt antal strejker i landet, der alle mere eller mindre var endt resultatløse. Kilder i Polen hævder, at der har været mere end titusind strejker, som omverdenen bare aldrig har hørt om. Nu var det på tide med rigtig solidaritet mellem alle grupper i det polske samfund, og derfor var repræsentanter for andre samfundsgrupper mødt talstærkt op på værftet. Det var med håb og store forventninger, at det polske folk for første gang siden Anden Verdenskrig stod sammen i kampen for frihed og værdige levevilkår. Kampen gjaldt ikke længere kun skibsværftsarbejderne i Gdansk, men udviklede sig til en kamp for det polske folks levevilkår mod et undertrykkende magtmonopol – styret af en diktatorisk fremmed magt. Underskrev aldrig erklæring Forhandlingerne med værftets ledelse og repræsentanter for partiet, politiet, amtet og alt, hvad der i øvrigt fandtes af myndigheder, startede. Ledelsen og myndighederne spillede ud med at ville ansætte Lech Walesa, hvis han var villig til at skrive under på, at han ikke ville starte uroligheder. Anna Walentynowicz skulle nu pludselig tildeles en ledende rollepå skibsværftet, men den eksisterende ledelse fastholdt samtidig kravet om, at hun skulle gå på pension fem måneder senere. Ingen af disse betingelser ville strejkekomiteen gå med til, og det blev formiddagens hovedemne i forhandlingerne. Lech Walesa accepterede at afgive et løfte om ikke at lave ballade, men han nægtede at skrive under på det. Et sådant dokument kunne tolkes på mange måder af myndighederne i den polske politistat, så det ville være alt for farligt for ham. Forhandlingerne gik i tomgang, og der var ingen fremskridt. Til sidst blev det for meget for Lech Walesa. Han tog fat i værftets direktør og bad om et klart svar: ”Vil I ansætte os – ja eller nej?” Efter en halv times tumult kom værftets personaledirektør med to kontrakter – uden særlige betingelser og med en lønforhøjelse på 1.500 zloty til hver af de to genansatte medarbejdere. Samtidig stimlede flere og flere af byens arbejdere sammen ude foran værftet for at støtte de strejkende i forhandlingerne. Aftale for arbejderne på skibsværftet Ledelsen var kommet med et kompromisforslag, som den nyvalgte strejkekomité kunne tilslutte sig. Der blev lovet en lønforhøjelse på 1.500 zloty om måneden til alle arbejderne, når genansættelsen af Lech Walesa og Anna Walentynowicz var faldet på plads. Der blev også givet tilladelse til at opføre et mindesmærke uden for port 2 til ære for de faldne arbejdere under strejken i 1970. Skibsværftets le- Gudstjenesterne var en fast del af strejkerne i Gdansk. 60 delse havde også accepteret at give skriftlige garantier for, at ingen medarbejdere ville blive retsforfulgt eller chikaneret efter strejken. Garantierne var troværdige, fordi de var underskrevet af kommunistpartiets formand i Gdansk, Tadeusz Fiszbach, som også var borgmester i Gdansk Amt. De andre krav, som Lech Walesa havde stået fast på – frie fagforeninger, forbedringer af fødevareforsyningerne, løn på niveau med soldater og politibetjente – havde ledelsen sympati for, men den ville vende tilbage med noget mere konkret senere, når den havde drøftet kravene med de andre instanser i det bureaukratiske system. Den løsning blev accepteret af den nyvalgte strejkekomité, og en meget træt Lech Walesa kunne klokken tre om eftermiddagen afblæse strejken – der sluttede med, at alle tilstedeværende sang den polske nationalsang. Hans glæde over at have opnået et resultat var stor, og det fortalte han også til arbejderne via højtaleranlægget, så alle på det store skibsværftsområde kunne høre det. Aftalen var i hus, strejken var forbi, og alle kunne nu tage hjem til deres familier. Lech Walesa triumferede. Han havde fra starten sagt, at strejken kun ville vare tre dage – og han havde fået ret. Skuffelse og had vendt mod Lech Walesa Lech Walesa rejste sig fra forhandlingsbordet, da overenskomsten var underskrevet, og gik ned mod sine venner, der stod ved udgangen. ”Vi har vundet,” sagde han træt og med hænderne i vejret. Men deres kommentar kom både prompte og uventet for den glade strejkeformand: ”Du har fanden har du. Du har tabt!” svarede én af hans nære venner. Lech Walesa var rystet – men overhalingen var ikke forbi: ”Nu skal du høre, hvad der foregår på værftet. Kablerne til højttalerne er skåret over, højttalerne er smadret, og på murene har man skrevet ”Forræder” og ”Stikker” om dig. De vil spytte på dig. Du bliver lynchet, hvis du går uden for værftet.” Lech Walesa var ved at styrte om af udmattelse og chok, mens han udbrød: ”Jesus, hvad har jeg dog gjort?” ”Hvad du har gjort? Du har solgt os alle sammen og kun forsvaret dig selv. Du får både dit job tilbage og en lønforhøjelse på 1.500 zloty.” Lech Walesa blev mere og mere fortvivlet og spurgte sine venner til råds: ”Hvad skal jeg gøre?” Han fik det klare råd, at han skulle holde strejken i gang for at støtte arbejderne på de andre virksomheder i Gdansk og i andre byer, som havde støttet ham og folkene på Leninskibsværftet. Det stod hurtigt klart for Lech Walesa, at selvom langt de fleste arbejdere på værftet var tilfredse med garantierne og lønstigningerne, så var det for mange andre også et spørgsmål om at opnå frihed og bryde kommunisternes magtmonopol. Og da Lech Walesa havde fået hele Polen – eller rettere det meste af verden – i tale, så måtte man ikke lade den chance gå fra sig. Der havde været tusinder af demonstrationer og strejker i Polen det seneste år, men aldrig før var det lykkedes at få så meget opmærksomhed og støtte. Da Lech Walesa afsluttede forhandlingerne, og strejkekomiteen havde stemt for resultatet, var det deres idé, at resultatet fra Gdansk skulle udnyttes alle andre steder som en pejlestok for forhandlingerne. Ikke mange troede på, at det ville gå så let. Den generelle opfattelse var, at hvis man ikke opnåede resultater for hele landet nu, så ville strejkens resultater bliver udvandet og modarbejdet af myndighederne senere, når der igen var ro. Strejken er slut – indled en ny Lech Walesa kunne godt se problemet. Han kunne også se en udvej for sit store dilemma. Strejken for medarbejderne på Lenin-skibsværftet var afsluttet, men ingen havde lovet ledelsen, at man ikke ville indlede en ny. Denne gang skulle kravene imidlertid gælde for alle virksomheder i området, og kravet om frie fagforeninger skulle være ufravigeligt. Alt imens var de strejkende, som havde boet på skibsværftet i nogle dage, på vej hjem. Det var den spinkle sygeplejerske Alina Pienkowska, der først havde gjort sine kolleger opmærksom på, at det var forkert at afslutte strejken, så længe ikke alle virksomheder i området havde indgået nye aftaler. Lech Walesa havde forladt forhandlingslokalet og var på en gaffeltruck kørt hen til port nummer 2, hvor flere af de strejkende og mange af støtterne udefra var samlet. Der var stor opstand og stærkt En ny strejke samlede utilfredse polakker fra hele Østersøkysten. 62 delte meninger om, hvad der nu skulle ske. Lech Walesa spurgte folkene, om de fortsat ville strejke. Arbejderne råbte ”ja”, så det hemmelige politis agenter må have fået ondt i ørerne. Da Lech Walesa bagefter spurgte, om arbejdet skulle genoptages, var der ingen, der sagde noget. Lech Walesa havde lovet, at han som strejkens formand ville være den sidste, der forlod værftet. Dét løfte ville han stå ved, selvom der nu var tale om en helt anden strejke, sagde han. Strejken skulle fortsætte, og Lech Walesa ville igen have adgang til det højttaleranlæg, der kunne høres over hele værftet. Han ville bede arbejderne om at blive på værftet. Men anlægget var slukket, og ingen i værftets ledelse havde nogen interesse i at få det til at fungere igen. Imens havde omkring totusind ansatte forladt Lenin-skibsværftet – og flere var på vej. Der var langt mellem de mange udgange på det enorme område, så de aktive – anført af Anna Walentynowicz og Alina – måtte løbe rundt på værftet og råbe til de strejkende, der var på vej hjem, at de skulle blive og fortsætte strejken. Flere var forvirrede: ”Lech Walesa har lige sagt, at strejken var slut – han har endda sunget nationalsangen, om end det lød lidt falsk.” ”De har afbrudt højttalerne, men Lech Walesa mener også, at vi skal fortsætte strejken – vi skal støtte dem, der har støttet os,” sagde Alina til sine kolleger, mens hun forsøgte at få endnu flere arbejdere i tale. Strejkende af forskellige årsager Det lykkedes at stoppe en del af arbejderne, men der var også flere, der ikke ville fortsætte strejken. De syntes, at den klækkelige lønforhøjelse var et godt resultat, som man ikke kunne forvente at forbedre gennem en ny strejke. Der tegnede sig mere og mere tydeligt et billede af to typer strejkende: På den ene side stod de, der kun ønskede lønforhøjelser eller andre goder, og på den anden side stod de, der satsede mere på frihed fra det kommunistiske magtmonopol, og som ikke i samme grad prioriterede pengene her og nu, men ønskede frihed til at tænke og tale frit. De fleste af de strejkende var gået hjem, enten fordi de for sent havde fået beskeden om, at strejken fortsatte, eller fordi de var tilfredse med de opnåede resultater. Men portene var atter lukket i, og der blev igen stillet vagter op ved værftets mange ind- og udgange, selvom det ikke var så effektivt som tidligere, da de nu var langt færre om at løse opgaverne. Senere på aftenen forsøgte Lenin-skibsværftets direktør at komme ind gennem port 2, men han blev afvist af de strejkendes vagtkorps. Senere dukkede han op inde på området. Han var sikkert sejlet til værftet i en båd. Der var ikke tilstrækkelig mange vagter til at overvåge de mange kilometer kaj, der omgiver værftet. Direktøren var noget frustreret, fordi han ikke kunne forstå, at der stadig blev strejket, når ledelsen nu lige havde aftalt en masse gode forbedringer med Lech Walesa, og myndighederne havde lovet at kigge på resten af kravene. Ingen ønskede at tale med direktøren. Arbejderne havde travlt med at danne en ny fælles strejkekomité, og det blev den i løbet af natten. 500 krav bragt i spil Det var især kravene fra støtterne af strejken, der havde overbevist strejkekomiteens medlemmer om at forsætte, men det var også den kendsgerning, at der kun blev lovet forbedringer i den nuværende statsstyrede fagforening. Nu krævede de nye frie og uafhængige fagforeninger. Én udtrykte det således: ”Det er ikke nok med nyt blod til fagforeningerne, det kræver en helt ny organisme, hvis de skal varetage arbejdernes interesser.” Der var repræsentanter for 21 store arbejdspladser samlet på skibsværftet i Gdansk, og der iblandt var mekanikeren Bogdan Lis og ingeniøren Andrzej Gwiazda, som havde foreslået at danne en fælles komité, der skulle formulere en række fælles krav til myndighederne. Hver af de strejkende virksomheder skulle sende to repræsentanter til den fælles nye komité. Det skulle vise sig at være et endog meget stort arbejde at sammenskrive alle ønskerne til nogle få overskuelige krav. Der var indsamlet mere end 500 krav, heriblandt mange tåbelige, urealistiske og ubrugelige. Bølgerne gik højt, og alt imens forsøgte Andrzej og Bogdan at formulere de første 16 krav, som man hurtigt kunne opnå enighed om. »Trykkeriet« gav sikker beskæftigelse til de strejkende. 64 De første 16 fælles krav Det første krav var, at der blev oprettet nye, frie og uafhængige fagforeninger. Det havde Polen i forvejen forpligtet sig til ifølge Helsinki-aftalerne og gennem medlemskabet af FN’s arbejdsorganisation ILO. De strejkende krævede også, at ingen af dem, der havde strejket, ville blive retsforfulgt eller chikaneret, og de krævede løsladelse og frifindelse af de arbejdere, der blev fængslet af myndighederne under strejkerne i 1970 og i 1976 . De krævede generelt, at alle politiske fanger skulle løslades, deriblandt flere af dem, der arbejdede for oprettelsen af frie fagforeninger. Blandt de fængslede var der mange unge, aktive polske studenter. Et krav lød på fri adgang til medierne for organisationer, for kirken og for andre, som ville ytre sig. De krævede også at få klar besked om Polens situation, økonomisk såvel som politisk, så befolkningen vidste, hvad der kunne gøres for at forbedre levevilkårene. Alle skulle have en lønforhøjelse på 2.000 zloty om måneden, og lønningerne skulle reguleres efter pengenes købekraft – altså sikres mod inflation, det der i Danmark kendes som dyrtidsregulering. Der var også andre mindre, økonomiske krav med på listen. De strejkende krævede også at få fuld kontrol over alle fødevarer, så Polens madvarer ikke blev eksporteret til Sovjetunionen eller andre østlande, så længe det polske folk ikke havde brød på bordet. De krævede desuden, at der blev sat en stopper for korruption, magtmisbrug og kammerateri. De ansattes kvalifikationer skulle være afgørende for, hvem der fik hvilke job – ikke hvem, der kendte hvem. Polen var godt og vel ved at blive ædt op indefra af inkompetence og bureaukrati – det var synligt for enhver. Det sidste af de 16 krav lød, at den generelle pensionsalder skulle nedsættes til 50 år for kvinder og 55 for mænd – og at pensionerne også skulle følge prisudviklingen. 1 Frie fagforeninger 2 Strejkeret 3 Ytringsfrihed 4 Løsladelse af politiske fanger 5 Offentliggørelse af forhandlinger 6 Indsigt i Polens økonomi 7 Løn under strejken 8 Lønforhøjelse 9 Dyrtidsregulering 10 Ingen eksport af fødevarer 11 Nedlæggelse af »dollarbutikker« 12 Stop for »kammerateri« 13 Retfærdig fordeling af fødevarer 14 Nedsættelse af pensionsalderen 15 Regulering af pensionerne 16 Flere midler til sundhed 17 Flere vuggestueog børnehavepladser 18 3 års barselsorlov 19 Kortere ventetid på boliger 20 Forhøjelse af diæter 21 Lørdagsfri De 21 krav21 krav – som i et kortspil Der gik ikke lang tid, før de strejkendes repræsentanter kunne tilslutte sig de første 16 krav, men der var stadig mange krav, som de forskellige grupper ønskede medtaget på listen. Lech Walesa skar igennem og sagde: ”Vi må finde et passende antal – og det kan ikke være flere hundrede. Jeg synes, vi skal blive enige om 21 krav. Det er et godt tal, som i ”Oczko” det er også navnet på et kendt, enkelt og sjovt kortspil,” sagde Lech Walesa og vandt hurtigt opbakning til forslaget blandt de delegerede. De sidste krav, der fandt vej til den fælles liste, handlede om en forbedring af sundhedssektoren, plads på skoler og i børnehaver, tre års barselsorlov, en forkortelse af ventetiderne på lejligheder samt flere økonomiske krav. Endelige krævede komiteen, at lørdag skulle være fridag, og at der skulle betales ekstra for lørdagsarbejde. De 21 krav fik tilslutning fra 28 store arbejdspladser, der herefter stod samlet bag kravene. På billeder fra strejken kan man se den polske tekst ”21 x TAK”. Det er ikke et udtryk for hverken polsk taknemmelighed eller frækhed – ”tak” betyder ”ja” på polsk. Russiske tropper ved Gdansk Oppositionen – og de strejkende – var godt klar over den politiske situation i forhold til Sovjetunionen, som reelt betød, at der var en tredje forhandlingspart, som ikke sad med ved bordet, men som kunne finde på at besætte landet og slå hårdt ned på ethvert oprør. Det var tidligere bevist og troppebevægelserne omkring byen var ingen tilfældighed. Selvom Polen havde sine egne væbnede styrker, var det Moskva, der havde den fulde kontrol over Warszawapagtlandenes styrker – og dermed også over Polens. De strejkende vidste derfor også udmærket, at de ikke skulle stille for vilde krav, der var for uspiselige for Sovjetunionens ledelse i Kreml. Kravet om afskaffelse af censuren var de
for ikke med, og flertallet af de strejkende fandt heller ikke ideen om frie parlamentsvalg for passende i situationen. De fleste af deltagerne huskede tragedien i Tjekkoslovakiet i 1968, hvor Warszawapagtens soldater blev sat ind mod det tjekkoslovakiske folk. Nogen lignende i Polen ville kun fremkalde mere nød og elendighed.