15. august 1980

  • Posted on: 8 December 2017
  • By: Jens Mørch

Fredag, den 15. august 1980
Efter en lang nat vågnede de strejkende arbejdere op på skibsværftet. De havde fået bragt tæpper og mad af aktivister, familier og venner – opbakningen til strejken var enorm i Gdansk men også mange andre steder uden for byen. I Gdynia havde arbejderne på Pariserkommune- skibsværftet allerede fra morgenstunden nedlagt arbejdet i sympati med de strejkende i Gdansk. Et andet af byens skibsværfter – reparationsværftet – var også gået med. Oprøret bredte sig. Ved middagstid lukkede myndighederne al telefon- og telexkommunikation mellem Gdansk og resten af verden af frygt for, at de massive protester skulle bryde ud andre steder i Polen. De strejkende vidste, dette ville ske, og havde sikret sig alternative forbindelser til omverdenen gennem et netværk af jernbanearbejdere og andre loyale støtter, der kørte mellem de polske landsdele. På den måde kunne de strejkende, selvom det var besværligt, hele tiden holde sig informeret om udviklingen. Kun telefonlinjerne ud af byen, var blokerede – det var stadig muligt at ringe lokalt. Det var simpelthen nødvendigt for det hemmelige politi, SB, at lade de lokale net være åbne, så de havde en chance for at opsnuse informationer om strejkens forløb, den løbende planlægning og navnene på de strejkendes aktive støtter uden for byen. Aflytning af oppositionsmedlemmernes telefoner var mere reglen end undtagelsen i Polen på den tid, og urolighederne i Gdansk havde ikke gjort behovet for hurtige og sikre efterretninger mindre for magthaverne. Strejken på værftet fik det meste af Gdansk til at gå i stå. Arbejdstempoet var sat ned på de fleste fabrikker i byen, og busserne, togene og taxaerne stod helt stille. De ansatte strejkede i solidaritet med arbejderne på skibsværftet. Den eneste togforbindelse, der fortsat kørte, var passagerforbindelsen til og fra Gdynia. Sidst på dagen var al anden trafik lammet. Mange af byens strejkende mødte op på skibsværftet for at støtte arbejderne. De samledes på det sted ved Lenin-skibsværftets port nummer 2, hvor der ti år tidligere var blevet dræbt flere strejkende arbejdere. Ledelsens krav: ny strejkekomité Da Lech Walesa og værftets direktør dagen før ikke kunne blive enige under forhandlingerne, ville ledelsen have, at medarbejderne skulle vælge en mere repræsentativ forhandlingsdelegation. De første forhandlinger blev gennemført alene med repræsentanter for arbejderne på værkstederne. Ledelsen krævede derfor nu, at medarbejderne skulle vælge en ny komité bestående af repræsentanter for samtlige medarbejdergrupper på værftet. Kravet svært at argumentere imod for demokraterne i strejkekomiteen, selvom Lech Walesa og andre af de strejkende udmærket godt vidste, at ledelsen på den måde ville forsøge at få egne folk – dem fra den kommunistiske fagforening og funktionærer tæt på partitoppen – ind i strejkeledelsen. I løbet af fredag eftermiddag blev strejkekomiteen derfor udvidet, og som forventet medbragte de nye medlemmer synspunkter, der lå meget tæt på ledelsens. Lech Walesa udtrykte det på denne måde: ”Der var kommet folk med i komiteen, hvis fantasi ikke rakte længere end til de problemer, der vedkom dem personligt.”