14. august 1980

  • Posted on: 8 December 2017
  • By: Jens Mørch

Torsdag, den 14. august 1980
Lyset fra solen var så småt begyndt at vise sig på himlen over Gdansk denne tidlige torsdag morgen. De første sporvogne var begyndt at køre, og togene gjorde klar til dagens ture mellem de tre sammenvoksede byer Gdansk, Gdynia og Sopot. Kun togene til Poznan og Warszawa havde for længst forladt stationen. Det var mennesker og ikke mad og andre varer, jernbaneselskabet havde travlt med at fragte rundt i Polen, for varer var der næsten ingen af. Rygterne ville have svirret i dagevis, havde der været et parti sæbe, mad eller andre varer på vej til Østersøkysten. Folk ville allerede nu have stået i kø – og gerne i flere dage – foran butikkerne bare ved udsigten til at få kød, smør eller andre fornødenheder. Men der var ikke noget på vej, og chancerne for, at der nåede friske forsyninger af mad og drikke, papir, tæpper og andre varer frem var små. Sådanne varer havde i mange år været en stor luksus for polakkerne. Godt nok var der international krise, men det der plagede polakkerne mest, var at Sovjetunionen lagde sine klamme hænder på de mest eftertragtede forsyninger, og når noget endelig kom til Polen, blev det allerførst fordelt til de øverste kommunister og ledende partifunktionærer – eller solgt i dollarbutikkerne og i de forhadte ”pamperbutikker,” hvor kun partiets topfolk havde adgang eller råd til at handle. Denne ”fødekæde” betød, at der sjældent var noget tilbage til de menige polakker, og det til trods for, at polakkerne generelt havde mange penge. Denne sommer havde det vist sig, at rationaliseringsmærker heller ikke var en garanti for at kunne købe noget. Bureaukrati og kammerateri gjorde, at de menige polakker sjældent fik andel i de varer, der kom til Polen – når der altså endelig kom noget. Det var man vant til i Polen. Korruption, sortbørshandel og svindel var en del af dagligdagen i 80’erne, og sådan havde det faktisk været i større eller mindre udstrækning, siden kommunisterne overtog magten i landet efter Anden Verdenskrig. Det skete ofte, at togvogne, der mod mange polakkers vilje skulle transportere madvarer fra Polen til Sovjetunionen, blev svejset fast til skinnerne for at hindre indholdet i at nå frem til Moskva. Det vakte altid mest jubel, når det var kølevogne eller godsvogne med friske madvarer, det gik ud over. De unge startede strejken Selvom det lignede en morgen som så mange andre på denne årstid, så var der nogle ganske få nuværende og tidligere arbejdere på det enorme Lenin-skibsværft, der godt vidste, at der denne dag skulle ske noget særligt. Jerzy Borowczak var stået tidligt op, præcis som han havde aftalt med de fire andre. Han medbragte 12 plakater med opfordring til strejke og cirka 500 flyveblade til at dele ud. Efter en tur med sporvognen stod han af lige foran skibsværftets hovedport allerede et kvarter over fem. Med sine flyveblade og plakater skjult under kedeldragten kom han igennem porten og forbi vagterne uden problemer. Han listede lidt omkring og fik de syv af plakaterne hængt op. Han var ikke blevet opdaget og gik direkte over i omklædningsrummet. Jerzy ville ikke gå hen til sin egen afdeling, hvor de fleste af hans nærmeste kolleger var medlemmer af kommunistpartiet – det ville være hasard at forsøge at overbevise dem om at strejke. De ville straks sladre, og vagterne og politiet ville kunne forpurre alle planer. Det kunne blive enden på strejken, endnu før den var startet. Jerzy var meget nervøs. Han vidste udmærket, hvad der skete de medarbejdere, der protesterede i 1970 og 1976 : Flere af dem blev skudt ned af politiet, andre sad stadig fængslet for at have taget del i optøjerne. Derfor blev han i første omgang i nærheden af omklædningsrummet, mens han nervøst uddelte flyveblade til kolleger, der kom forbi, og fortalte dem, at skibsværftet skulle strejke i dag. Der stod ikke noget om strejken på flyvebladene – de handlede kun om Anna Walentynowicz. Tekst på løbesedler uden strejke ”Til arbejderne på værftet i Gdansk! Vi henvender os til jer som arbejdskammerater til Anna Walentynowicz. Hun har arbejdet siden 1950. 16 år som svejser og senere som kranfører, hun er hædret med fortjenstmedalje i bronze og sølv, og sidste år fik hun fortjenstmedaljen i guld. Hun har altid været en eksemplarisk arbejder og tillige et menneske, der reagerede på enhver krænkelse og uretfærdighed. Derfor besluttede hun sig for at arbejde aktivt med at oprette fagforeninger, der var uafhængige af arbejdsgiverne. Lige siden har hun været ude for forskellige chikanerier på arbejdet, for eksempel har hun været udlånt til en anden virksomhed, to gange er hun blevet irettesat for at uddele ”Kystarbejderen”, arbejdernes uafhængige blad, og hun er blevet forflyttet til en anden afdeling. Vi opfordrer jer til at slutte op om kravet om genansættelse af Anna Walentynowicz. Hvis I ikke gør det, kan mange af jer havne i en lignende situation. Underskrevet: De Frie Fagforeningers stiftende komité og redaktionen af ”Kystarbejderen”: Bogdan Borusewicz, Joanna Duda- Gwiazda, Andrzej Gwiazda, Jan Karandziej, Maryla Plonska, Alina Pienkowska og Lech Walesa.” Panik ved omklædningsrummet Klokken kvarter i seks stod cirka 30 personer samlet uden for omklædningsrummet ved værftets elektrodelager. Jerzy kunne ikke forstå, at de andre ikke var dukket op endnu, men han fortsatte alligevel med overtale de forbipasserende til at strejke. Nogle af hans kolleger var allerede gået ud for at dele resten af løbesedlerne ud og tale med deres øvrige kolleger. Én var sendt af sted på cykel med en stor stak af løbesedlerne, som han kunne uddele i de andre afdelinger på det enorme stålskibsværft. De ældre kolleger prøvede at tale de unge til fornuft og advarede om, at det ville være for farligt med en strejke – det kunne ende med helt uforudsigelige reaktioner fra værftets og myndighedernes side. ”Hvorfor skal vi – så få personer – starte strejken? Det ville være bedre, om én af de store afdelinger begyndte. Usikkerheden og frygten bredte sig blandt flere af de chokerede medarbejdere, som ikke have nogen forestilling om, at de skulle strejke i dag, og slet ikke at de skulle være med til at starte en strejke for 16.000 kolleger. Jerzy Borowczak forsøgte at berolige de nervøse ved at fortælle dem, at afdeling K3 og K4, hvor de store skibskrog blev samlet, allerede var begyndt at strejke, selvom han faktisk ikke vidste, om det var sandt. Men det var i hvert fald planen. Der var ingen, der klappede ad Jerzy, og flere af kollegerne gik over til deres pladser i hallen og begyndte langsomt på dagens arbejde. Men da medarbejderne havde haft tid til at tænke nærmere over situationen og de håbløse vilkår, de arbejdede under, var der flere, der nu talte for, at de hellere måtte se, hvad det hele gik ud på. Maskinerne blev stoppet, før de rigtig var kommet i gang, og en lille flok tøvende arbejdere fulgte Jerzy, som her selv fortæller, hvad der skete: Tøven og usikkerhed ”Kollegerne lod værktøjet ligge og begyndte at samle sig i en gruppe. Vi gik i samlet flok. To af mine kolleger bar en plakat med strejkeopfordringen over hovedet. Folk kom frem overalt for at se, hvad der foregik. Vi råbte i alle retninger, at de skulle slukke for maskinerne og slutte sig til os. Mange fulgte straks opfordringen, og lyden af maskinerne, der blev lukket ned, gav os lidt mere blod på tanden.” ”Vi skyndte os hen til den enorme bro, der deler værftsområdet i to. Hvis ikke vi var hurtige nok, kunne ledelsen lukke broen, og så var det umuligt at komme i kontakt med halvdelen af arbejderne på værftet. Vi nåede broen og kom over. Folk dukkede frem fra de store skibe, der var ved at blive bygget, og sagde: ”Vi vil stoppe arbejdet, men vi kan ikke gå med endnu.” ”Nogle steder var det ikke praktisk muligt for dem at komme med det samme, men det var tydeligt, at mange af dem også var bange. De, som havde været på værftet længst, havde set, hvordan myndighederne tog sig af utilfredse medarbejdere, så det var med både jubel og tøven, vi blev modtaget rundt omkring på skibsværftet. Mens vi gik rundt på værftet, bævede jeg mere og mere indvendigt. Jeg var ikke nervøs for mig selv, men jeg var bekymret for de folk, som havde kone og børn, og som valgte at følge mig. Hvis de mistede deres arbejde, ville de med rette føle, at det var min skyld, fordi jeg havde overtalt dem til at gå med.” ”Jeg blev ved med at sige, at flere af afdelingerne stod stille, fordi arbejderne havde nedlagt arbejdet. Kom med, slut jer til. Men jeg vidste faktisk ikke, om det var sandt. Jeg tænkte ved mig selv, at hvis nu folk stadig arbejdede, når vi nåede frem, ville folkemængden vende sig mod mig. Her gik jeg og overbeviste folk om, at alt var i orden. Jeg gav alt, hvad jeg havde i mig, og alligevel var jeg ikke selv helt overbevist.” Den unge Jerzys bekymringer aftog dog, da gruppen drejede rundt om et hjørne på værftet, hvor en større gruppe af arbejdere fra K-3 kom til syne nogle hundrede meter længere væk, netop som gruppen ankom til skibsværftets port nummer 3. Der udbrød jubelscener blandt de to grupper af strejkende, som kunne høres på lang afstand. Strejken havde fået sit tag i arbejderne på den store arbejdsplads. Nu blev vinduerne i planlægningskontorerne også åbnet, og alle kiggede overrasket og forundret ud på de strejkende, som var samlet til en enhed og nu talte over et tusind arbejdere. Optoget gik videre. Direktøren der blev væk i vrimlen En af direktørerne på værftet, Wojcik, kom tilfældigt forbi og standsede op foran de strejkende: ”Hvad skal det her forestille – hvorfor arbejder i ikke?” spurgte han i en meget vred tone. ”Vi strejker,” lød det fra de arbejdere, der stod nærmest direktøren. ”Jamen, hvad vil i opnå ved det?” spurgte direktøren. Arbejderne fortalte om fyringen af Anna Walentynowicz, som direktøren godt kendte til. ”Er I klar over, hvem hun er? Hun er blevet fyret af disciplinære grunde,” svarede direktøren, mens Jerzy hurtigt råbte tilbage: ”Hvordan kan det falde jer ind at fyre én som hende af disciplinære grunde, når hun er hædret med medaljer i guld, sølv og bronze for sin arbejdsindsats – og når hun har været faglig aktiv i over 30 år. Og hvorfor skal hun fyres, når der kun er fem måneder, til hun skal på pension?” Direktøren forsøgte at fortælle om baggrunden, men hans undvigende forklaringer fik ikke meget opmærksomhed, og direktøren forsvandt fra de strejkende lige så hurtigt, som han var kommet. Han fornemmede, at arbejderne havde opdaget den egentlige årsag til, at hun var blevet smidt ud. Optoget med de strejkende øgedes i omfang, og marchen fortsatte rundt på de enorme områder. Overalt, hvor de kom, sluttede flere og flere sig til dét, som skulle vise sig at blive en historisk strejke på Lenin-skibsværftet i Gdansk. Et minuts stilhed for tidligere kolleger De over tusinde arbejdere der nu strejkede, blev minut for minut fulgt af endnu flere, mens de gik rundt i alle afdelingerne for at få kollegerne med. På turen skulle de igen over broen, der deler værftsområdet i to. Denne gang blev nogle af de strejkende stående ved broen for at holde vagt, så ledelsen ikke kunne lukke den og afskære arbejderne fra kontakt med hinanden. Med råben og skrigen gik de strejkende målbevidst videre mod porten ved indgang 2, hvor værftsarbejdere var blevet dræbt af myndighederne ved en strejke i 1970. Da alle arbejderne var samlet, blev lyden af oprør afløst af et minuts stilhed til minde om de faldne arbejdere. I det øjeblik vidste de strejkende, at det, som de var ved at gøre, ikke var spor anderledes end det, deres kolleger gjorde for 10 år siden. Efter højtideligheden blev stilheden brudt, da folkemængden med tøvende stemmer sang Polens nationalmelodi. For mange af de strejkende handlede aktionen mere om frihed end om mad og penge. Det følelsesmæssige udtryk, som de blodige minder og den nationale samling gav, mens flokken selv stod midt i et oprør, fremkaldte en anden og mere alvorlig stemning blandt arbejderne. Men det overbeviste også deltagerne om, at strejken var et rigtigt og nødvendigt skridt. Samtidig voksede selvtilliden i takt med, at folkemængden blev større og større. Dialog på taget af en gravemaskine Uden for port nummer 2 fik den unge Jerzy Borowczak og hans nærmeste støtter indrettet en interimistisk talerstol oven på en gravemaskine, som de strejkende samlede sig om. Jerzy stillede sig op på den. Med sine bare 20 år var han helt utrænet i at holde taler og måtte råbe nogle gange, før han fik ørenlyd. Han kastede sig ud i talen, som Bogdan havde hjulpet ham med at skrive, og sluttede den af med en direkte opfordring: ”Vi må vælge en strejkekomité, som er pålidelig, og som har autoritet over for alle grupper. Hvem melder sig – det er en opfordring!” råbte den tydeligt nervøse Jerzy til de flere tusinde arbejdere. Midt i tumulten dukkede værftets øverste direktør, Gniech, op sammen med et stort følge, og de gik direkte hen mod gravemaskinen. Han ville også tale til medarbejderne, og de strejkende hjalp ham op. Direktøren startede sin tale med at opfordre de strejkende til at genoptage arbejdet. Han fortalte, at den hurtigste vej til velstand var at passe sit arbejde, og han lovede, at han ville forhandle om kravene, men at det vigtigste lige nu var at genoptage arbejdet. Det affødte blandede reaktioner fra arbejderne, og flere begyndte at tvivle på, om det nu egentlig var en god ide at strejke. Mens direktøren stadig talte, og tvivlen bredte sig i folkemængden, dukkede Lech Walesa op bag ham på gravkoen og spurgte ham højt og tydeligt: ”Husker De mig? Jeg arbejdede på værftet i 10 år og betragter stadig mig selv som værftsarbejder – og arbejderne her på værftet har givet mig deres tillidsvotum. Jeg har været arbejdsløs i 4 år nu.” ”Det er komisk det her,” sagde Lech Walesa til en dybt forundret og presset direktør. ”Vi starter en strejke og besætter værftet, indtil vi har forhandlet og fundet en løsning.” Jubelen blandt de strejkende var stor, og den tvivl, der kunne anes i minutterne forinden, var nu afløst af en fælles tro på, at det kunne nytte at strejke. Lech Walesa sneg sig uden om vagterne Det var helt fra starten meningen, at Lech Walesa skulle lede strejken for arbejderne. Det havde de tre unge aftalt med KOR-medlemmet Bogdan Borusewicz og Lech Walesa på deres gåtur nogle dage forinden. Valget var oplagt. Han var kendt på værftet – han havde trods alt været valgt ind i værftets bestyrelse, selvom han senere blev smidt ud igen. Alle på værftet kendte Lech Walesa. De vidste, at han holdt gode taler, at han havde ordet i sin magt. Under jubilæet i december holdt han en tale, der virkelig satte gang i alle. Tilhørerne var ellevilde. Denne morgen havde han hørt værftets sirene og vidste, at det var tegn på, at strejken var i gang, og han fik travlt. Få dage tidligere havde hans kone Danuta født en lille pige, som var nummer seks i børneflokken i familien Walesas 50 m² store lejlighed. Danuta var udmattet efter fødslen, og det betød, at Lech Walesa havde ekstra huslige forpligtelser. Han blev færdig og tog en sporvogn til skibsværftet, imens han ihærdigt forsøgte at ryste de fire betjente fra det hemmelige politi, der altid fulgte ham, af sig. Ved port 2 var der allerede megen tumult, og Lech Walesa kunne på afstand se, hvorledes sikkerhedsfolkene omhyggeligt kontrollerede alle adgangskort. Walesa havde ikke haft tilladelse til at komme på skibsværftet i flere år. Han gik til højre i retning mod port nummer 1. Tæt på skolen mellem to porte var der en smal sidegade, hvor Lech Walesa kunne hoppe over hegnet og ind på de enorme områder, hvor Leninskibsværftet ligger. Herfra gik han efter lyden af de strejkende for at slutte sig til sine tidligere gamle kolleger. Selvom alt var planlagt og aftalt i mindste detalje, fór tanken alligevel gennem hans hoved, at det kunne gå frygteligt galt. Lech Walesa kæmpede sig vej gennem masserne til gravemaskinen, mens han tænkte: ”Man kan have store planer klar, en fuldstændig drejebog, men vi er alle kun mennesker – specielt i det øjeblik, hvor man står på en gravemaskine, bag ryggen af skibsværftets direktør og netop som en anden tyv er trængt ind på et område, hvor man ikke har sat sin fod i 4 år. Det var som at hoppe ind i det store uvisse med hovedet først. Værftsdirektøren lover forhandlinger Direktøren for skibsværftet, Klemens Gniech, blev noget overrasket ved synet af Lech Walesa. Han kendte ham udmærket fra hans arbejde med frie fagforeninger, der
endte med fyringen i 1976 , men han lod som ingenting. Direktøren må have undret sig over, hvordan det mon var lykkedes Walesa at komme ind. Vagterne, som kontrollerede de 16.000 arbejdere grundigt hver morgen, havde netop til opgave at holde ”fjendtlige” personer som Lech Walesa ude fra værftet. Strejkerne var begyndt andre steder i Polen, og værftet havde tidligere været centrum for uroligheder, så derfor tog man alle forholdsregler. Kontrollen ved portene var effektiv. Men det havde direktøren ikke tid til at tænke så meget over lige nu, han måtte i stedet nødtvunget acceptere at forhandle med arbejderne, før det kunne komme på tale at genoptage arbejdet. Strejkeledelsen ville ikke lade denne chance gå fra sig. Med Lech Walesa i spidsen holdt arbejderne fast. Inden direktøren gik, fik han en besked med fra strejkelederen: ”Vi må minde Dem om, at dette er en besættelsesstrejke. Situationen skal være afklaret inden klokken fire i eftermiddag. Hvis ikke den er det, er vi klar til at blive på værftet, så længe det er nødvendigt. Vi udpeger vagter, sørger for proviant og overnatning og giver besked til arbejdernes familier.” Strejken organiseres effektivt Den næste time brugte de strejkende på at få valgt en strejkekomité, der skulle forhandle med ledelsen. Der blev valgt 8 medlemmer, men de blev kun valgt blandt værftsarbejderne. Der var ingen repræsentanter for medarbejdergrupperne på kontorerne eller blandt akademikere på værftet. Lech Walesa og de andre medlemmer af strejkekomiteen organiserede et vagtkorps, der skulle sikre, at ingen forlod værftet, og at ingen kom ind. Der var stikkere, som for egen vindings skyld, eller fordi de var aktive medlemmer af kommunistpartiet ville give oplysninger om hvad som helst indenfor – til myndighederne udenfor. Stikkere var der mange af, og det viste sig senere, at én af de aktive inden for de frie fagforeninger var udsendt af det hemmelige politi og lækkede alle mødereferater og andre vigtige oplysninger til myndighederne, så strejkekomiteen kendte udmærket metoderne på værftet. Mange af de strejkende var stadig præget af det, de havde oplevet i forbindelse med urolighederne ti år tidligere, og som havde betydet døden for mange af deres kolleger. Derfor var det også vigtigt, at de strejkende ikke forlod værftet, fordi de med stor sandsynlighed enten ville blive beskudt eller på anden måde komme under myndighedernes hårdhændede behandling. Det nye vagtkorps blev udstyret med armbind, så de strejkende vidste, at vagterne var deres kolleger og ikke folk fra det hemmelige politi eller andre, der ville forsøge at sabotere strejken. De vidste af erfaring, hvilke forholdsregler der var nødvendige at tage. Polakkerne var dygtige til at organisere en opstand, om end alt – for en vesteuropæer – virkede som et stort kaos. Nationen havde en blodig historie bag sig. Først Hitlers besættelse og udryddelse af 6 millioner polakker, og straks derefter Stalins barbariske besættelse af landet, som folket stadig led under. De polske grænser har altid været ”flydende”, og i lange perioder i historien har landet slet ikke eksisteret. Under krigen udgjorde polakkerne verdens største modstandsbevægelse, som var aktiv både indenfor og udenfor landet. Alt dette har gjort polakkerne mere end rutinerede i kampen mod en brutal besættelsesmagt. Nu besatte polakkerne på skibsværftet deres arbejdsplads, og før der var indgået en aftale med værftets ledelse, blev ingen lukket ind uden strejkekomiteens godkendelse. Udenlandske journalister var velkomne. Man vidste, at hvis arbejdernes version af begivenhederne skulle nå ud til resten af verden, så var de vestlige journalister den eneste mulighed. Alle aviser, tv-stationer og magasiner i Polen var kontrolleret af staten, ligesom det var tilfældet overalt i den kommunistiske Østblok. Direktørens limousine Kravet om genansættelse af Anna Walentynowicz blev råbt igen og igen af de tusinder arbejdere. Lech Walesa krævede, at hun blev hentet med det samme i direktørens sorte limousine, som var én af byens flotteste biler – selveste skibsværftets direktionsvogn. Direktøren protesterede og slog det hen, men Lech Walesa fastholdt kravet. Til sidst så direktøren ingen anden udvej end at lade sin chauffør og et par af de strejkende køre ud for at hente Anna. Men det gik ikke så nemt. Chaufføren nægtede at lade arbejderne komme ind i bilen, og først efter flere samtaler med chefen kom de af sted. Anna havde været til læge og havde holdt sig på afstand af hjemmet. Da hun hørte om strejken, vidste hun, at det hemmelige politi kunne finde på at arrestere hende som så mange gange før. Der var godt nok et større opløb foran hendes lejlighed, og en stor sort, bil holdt klar udenfor hendes dør. Anna blev dog hurtigt klar over, at ”afhentningen” var en venlig gestus, og kort tid efter sad hun i byens flotteste bil på vej tilbage til sine kolleger. Da hun ankom, fik hun en stormende modtagelse med blomster og taktfaste klapsalver overalt og tilråb som ”velkommen hjem”, da bilen passerede de strejkende. Anna blev naturligt nok ét af de helt store samtaleemner, men ledelsen var ikke umiddelbart indstillet på at genansætte hende. Det skulle forhandlingerne snart vise. De første syv krav Den 20-årige Jerzy Borowczak havde sammen med kolleger og med hjælp fra nogle KORfolk opstillet syv krav for at genoptage arbejdet. Det første var kravet om genansættelse af Anna Walentynowicz, Lech Walesa og en tredje aktivist. Det andet krav var garantier for, at ingen ville blive retsforfulgt eller på anden måde chikaneret af myndighederne for at have deltaget i strejken. Derudover krævede man uafhængige og frie fagforeninger på værftet uden indflydelse fra det altdominerende kommunistparti. Det var første gang, nogen havde turdet udfordre det kommunistiske magtmonopol i Østblokken med den slags krav. De strejkende krævede også, at der blev opført et monument til minde om de faldne under opstanden i 1970, hvis arbejdet skulle i gang igen. Og så blev der krævet mere i løn. På de plakater, der var sat op på værftet, havde kravet om lønforhøjelser godt nok lydt på bare 1000 zloty mere om måneden, men nu var det blevet sat op til 2000 zloty – en fordobling. Oprettelse af frie fagforeninger var for de mest aktive i strejken det absolut vigtigste krav. Uden frie fagforeninger ville alle aftaler falde fra hinanden igen, mente de, og dermed ville der ikke være opnået nogen varig effekt. Strejkekomiteen ankom til direktørens kontor for at starte forhandlingerne i rolige omgivelser. Direktøren modtog sine gæster på det fine kontor, selvom de var iført sikkerhedshjelme og olieplettede overalls. Efter lidt tumult blev arbejderne budt velkommen af direktøren, og forhandlingerne om de syv krav kunne starte. Direkte transmission fra forhandlingerne Det første, den nye strejkekomité havde sikret sig, var adgang til værftets højttaleranlæg. De strejkende vidste, at det ville styrke sammenholdet, hvis alle kunne følge med i de løbende forhandlinger. Derfor blev der opstillet mikrofoner, allerede da de første forhandlinger fandt sted i Sundheds- og Sikkerhedstjenestens lokaler ikke langt fra port 2. Nu kunne Lech Walesa og de andre medlemmer af strejkekomiteen høres direkte over hele værftet på én gang – i alle værkstederne og i de store produktionshaller. Forhandlingerne på direktørens kontor blev også transmitteret i værftets højtaleranlæg. Det var de strejkendes bedste værn mod falske rygter og manipulationer fra myndighedernes og deres tilhængeres side. Senere blev der koblet tv på, og meget tidligt kunne også magthaverne i Warszawa og Kreml følge med i alt, hvad der foregik omkring forhandlingsbordet. At højttaleranlægget blev brugt på den måde, fandt de strejkende først ud af meget senere, da forhandlingerne også blev bragt direkte på flere internationale radio- og tv-stationer. Inden længe viste ledelsen en vis form for accept af tre af kravene. Det drejede sig om garantierne overfor de strejkende samt opførelsen af et monument til minde om de faldne i forbindelse med strejkerne og opstanden i 1970. Flere af de andre krav krævede godkendelse fra partiet i Warszawa. Sådan var det i det centralt og diktatorisk styrede Polen. Ledelsen på skibsværftet ville også gerne gå med til at genansætte Anna og Lech Walesa, men på deres betingelser. Anna skulle forpligte sig til at gå på pension til årsskiftet, og Lech Walesa skulle acceptere at blive flyttet til en anden afdeling. Selvom modargumenterne var mange, var det tydeligt, at ledelsen ville have Lech Walesa et sted hen, hvor han ikke kunne starte en ny opstand. Anna var i forvejen syg, men for at sikre sig mod, at hun genoptog sine aktiviteter, når hun eventuelt blev rask igen, ville man have hende ud ved årets udgang. Den løsning blev dog pure afvist af arbejdernes delegation. Lenin-skibsværftet besat Lech Walesa var utålmodig og ville heller ikke acceptere, at der kun blev givet løse løfter om tre af kravene. Han ville have skriftlige garantier for, at arbejderne ikke blev fyret, fængslet eller på anden måde forfulgt, fordi de havde deltaget i strejken. Direktøren forsøgte at appellere til forståelse, fordi Lech Walesa udmærket vidste, at direktøren og partiet i Gdansk ikke alene kunne acceptere den slags krav. Forhandlingerne endte uden resultat, og Walesa meddelte de strejkende, at de skulle blive på værftet. Han vidste, at hvis strejken først blev afblæst på tomme ord, så ville myndighederne sikre sig, at den aldrig kom i gang igen. Derfor startede strejkeledelsen som planlagt en besættelsesstrejke klokken 16.00. Uden for skibsværftet kraftige gitterporte samles familie, venner og pårørende til de strejkende, mens antallet af sikkerhedsstyrker, politi og soldater, der trak sammen omkring Gdansk, voksede også time for time. Alle havde opmærksomheden rettet mod det store skibsværft. Rygterne om urolighederne i byen gik over hele landet, og nu var de udenlandske medier også blevet mere interesseret. For mange vesteuropæere gav urolighederne i Gdansk bange mindelser om Cubakrisen i 1962, da verden balancerede på randen af tredje verdenskrig. Den Kolde Krig var på frysepunktet, og truslen om atomkrig mellem USA og Sovjetunionen, var reel. Alle holdt vejret. Efter Sovjetunionens besættelse af Afghanistan var forholdet mellem øst og vest blevet endnu mere anstrengt. USA havde truet Sovjet med at gå i krig, hvis Kreml fortsatte med at besætte lande. En ny besættelse af Polen kunne få uoverskuelige konsekvenser. Der var startet en opstand i Polen, som kommunisterne i Warszawa og Moskva havde svært ved at acceptere, og som de følte sig mere og mere magtesløse over for. Krisestemning i Warszawa Politbureauet i det polske kommunistpartis centralkomite fulgte bekymret udviklingen. På et møde gav vicestatschef Stanislaw Kania medlemmerne en orientering om oprøret i landet og den seneste udvikling i Gdansk: ”Situationen er forværret og er ved at tage en farlig udvikling. Ud over strejken i Warszawa ved busgaragerne, ved sporvognsremiserne og i en del af det private taxaselskab samt de mange små strejker i Lodz-området er der nu også udbrudt strejke i Gdansk på skibsværftet. Lederne er to medlemmer af den forbudte forening KOR og den fyrede Lech Walesa, som har forbindelse til Kurons gruppe. Vi har midlertidigt standset elforsyningen til skibe under konstruktion. De strejkendes krav stiger hele tiden i antal og omfang. Vi har naturligvis straks foretaget nogle nødvendige handlinger. Der er indkaldt til møder i partiet, for at vores kammerater lokalt kan drøfte situationen.” ”Hele Polens civilberedskab, altså Milicja (politiet), ZOMO (de væbnede politistyrker), ORMO (de frivillige styrker) og tre af hærens regimenter er sat i højeste alarmberedskab, så de kan gribe ind, hvis situationen kommer ud af kontrol. Men foreløbig er der givet tilsagn til de strejkende om videre dialog under den klare forudsætning at der er ro i landet. Situationen er vanskelig i Gdansk, da der endnu hersker en meget anspændt atmosfære, hvor der ligefrem er tale om tegn på et voksende had mod autoriteterne,” oplyste Kania på mødet. Når partiet er usikker på sin egen position, kan selv den svageste opponent være en trussel. Derfor var vurderingen på højeste sted også, at man for alt i verden måtte stoppe strejkerne – både af hensyn til den udbredte utilfredshed blandt store dele af befolkningen, og fordi det kunne give store problemer med Moskva, hvis man kappede eller ændrede i de tætte og meget stramme bånd til kommunisterne i den russiske hovedstad. Partiformand nyder livet på Krim Partiformand Gierek var ikke med til mødet i centralkomiteen. Han holdt ferie i luksusparadiset på Krim ud til Sortehavet – ikke langt fra Sevastopol, hvor den sovjetiske middelhavsflåde havde sit hovedkvarter. Her nød han og familien det gode liv i noget, der kan minde om tropiske omgivelser med både pool og havudsigt. Det var en perle af et ferieparadis, som var forbeholdt eliten i de sovjetiske og østeuropæiske kommunistpartier og deres familier. Her kunne de nyde livet og slappe af langt fra problemerne med en befolkning, der ikke kunne få brød, smør, toiletpapir, sæbe og andre fornødenheder til dagligdagen. Selvom det var uhørt at forstyrre landets mægtige leder med problemer under hans ferie, mente flere af medlemmerne i centralkomiteen, at begivenhederne nærmeste gjorde det nødvendigt at hjemkalde Gierek eller i hvert fald forsøge at overbevise ham om, at det var vigtigt, at han fulgte udviklingen i landet fra Warszawa. Regeringschefens ene stedfortræder (dem var der otte af), Mieczyslaw Jagielski, insisterede på at overbevise Gierek om, at han straks skulle afbryde sin ferie og komme til Polen hurtigst muligt. Det hemmelige politi sov i timen Først da strejken var kommet i gang, fik det hemmelige politi færden af, hvem der stod bag, og hvordan det hele var arrangeret. Gennem massive aflytninger af lejligheder og telefonforbindelser indsamlede det hemmelige politi ellers konstant efterretninger, så myndighederne hele tiden vidste, hvad oppositionsfolkene mente og planlagde. Men denne gang havde de ikke lyttet med, da planerne for strejken blev lagt på en tilsyneladende uskyldig spadseretur under en fest. Men det var ikke kun gennem aflytninger, det hemmelig politi fik sine oplysninger. Politiet gik målrettet efter at engagere stikkere, som kunne nå tæt på inderkredsen – både i den katolske kirke og blandt de strejkende arbejdere. I Gdansk blev dette arbejde intensiveret, og sammen med ledelsen på værftet og i kommunistpartiet blev der etableret et hemmeligt samarbejde, der skulle koordinere myndighedernes indsats. Stikkerne fik deres opgaver af det hemmelige politi, men der fandtes flere slags stikkere. Der var dem, som blev tvunget med afpresninger om straffesager og andre chikanerier mod deres familier, der var dem, der modtog penge for at give oplysninger, og endelig var der den sidste gruppe af stikkere, som var fastansatte hos det hemmelige politi, men som udadtil havde almindelige civile stillinger i miljøer, hvor det måtte påregnes, at der blev talt dårligt om myndighederne. Selvom politiet ikke kendte til strejken, før den var sat i værk, så var det hemmelige politi normalt altid meget vågent og velinformeret. Når der var planlagt møder i oppositionsgrupperne, blev medlemmerne ofte fængslet for 48 timer, så de ikke kunne deltage. Det skete også, når fremtrædende personer besøgte Polen.
http://texashealthinsurancequote.net/
http://www.medicalquotefinder.com/
http://affordablehealthinsurancequotes.org/
http://insurancehomeowners.net/
http://affordablecarinsurancequote.org/